Sjællands Vognmandsforening: Sjællandske foreninger fusionerer

I serien DTL-foreninger i nærbillede berettes om nyt og mærkesager fra foreningslivet. Sjællands Vognmandsforening ny storforening.
1. juli er Sjællands Vognmandsforening en realitet.
Sjællands Vognmandsforening er fusion af Midtsjællands Vognmandsforening og Nordvestsjællands Vognmandslaug. Begge de gamle foreninger fortsætter som sociale og selskabelige foreninger, mens det faglige indhold samles i den nye forening.
De 230 medlemmer af Midtsjællands Vognmandsforening og Nordvestsjællands Vognmandslaug går 1. juli sammen i én storforening, Sjællands Vognmandsforening.
»Vore bestyrelser er enige, og vi håber på, at alle medlemmer bakker op om den nye forening, der vil få slagkraft og grobund til flere faglige aktiviteter, end der har været i de to gamle foreninger,« siger formanden for Midtsjællands Vognmandsforening, Frederik Christensen, der bliver formand for storforeningen i det første år. Bestyrelsen får i startfasen fire medlemmer fra hver forening.
Fusionen er på den midtsjællandske dagsorden på generalforsamlingen 5. marts og på den nordvestsjællandske 15. marts (efter redaktionens afslutning). Herefter holdes ekstraordinære og stiftende generalforsamling 5. april.
Hvorfor gør I det?
»Vi vil drive storforeningen mere professionelt og i tættere samarbejde med regionskontoret, der skal stå for kontorarbejdet, indkaldelser, regnskab med mere.
Vi har også haft svært ved at samle medlemmerne til medlemsmøder og til at gå ind i bestyrelsesarbejdet. Nu får vi et meget større underlag til at finde interesserede.
Vi får større gennemslagskraft over for kommuner, andre myndigheder og medier. Og vi får mulighed for at danne erfa-grupper inden for de forskellige brancher. På den måde fører vi en ide ud i livet, som DTLs tidligere næstformand, nu afdøde Hans Erik Larsen, fremførte.«
»Vi har valgt et navn med fremtid i,« fastslår Frederik Christensen, Ringsted, der ikke lægger skjul på, at man gerne havde set Odsherred Vognmandsforening med under fanerne. Men her ønsker man at fastholde selvstændigheden.
Den nye forening vil have et større fagligt indhold, end hvad der har været tale om i de to gamle foreninger. ”Hos os i det midtsjællanske har de fleste medlemsmøder været holdt i kredsen, mens lokalforeningen mere har været en social baggrundsforening,” siger Frederik Christensen. Han har været formand for de 116 midtsjællandske vognmænd siden 2004, hvor han afløste Kjeld Nielsen, Haslev.
Færdselssikkerheden.
Frederik Christensen blev imidlertid valgt ind i det nydannede Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg for et år siden i sin egenskab af formand for vognmandsforeningen, der har færdselssikkerheden som en mærkesag. I alt seks færdselssikkerhedsudvalg blev dannet landet over i tilknytning til Vejdirektoratets vejcentre for at overtage amternes opgaver med at forbedre færdselssikkerheden.
Valgkampen blev hektisk, griner Frederik:
»De fleste udvalgspladser var reserveret til bl.a. kommunerne, vej- og politifolk, så 12 forskellige organisationer skulle slås om tre pladser. Ingen af os kendte hinanden i forvejen. Jeg allierede mig med 3F. Men det, der gjorde udslaget for valget af mig, var en pensioneret politimand, som kunne huske det store færdselssikkerhedsarrangement hos Volvo i Holbæk i 2002, forløberen for børnehøjde-kampagnen. Som Ældresagens repræsentant anbefalede han mig på valgmødet.«
Siden har Frederik Christensen fremført den tunge trafiks synspunkter i udvalget i samarbejde med 3F, der stiller med hans suppleant i udvalget.
Politifolk hører DTLs køre- hviletids CD
»Jeg har bl.a. omtalt vores kampagner og trafiksikkerhedscertificeringen, og jeg har rundhåndet uddelt DTLs køre- hviletids CD, der både har musik, sjov og informationer om reglerne. Politiet fik en stak, og jeg ved, at de nu hører den ude i patruljevognene – og bliver klogere på reglerne.«
Frederik Christensen mener, udvalgsarbejdet har banet vejen for en rigtig god dialog om tingene med især politiet og Vejdirektoratet men f.eks. også med cyklistforbundet. »Som det eneste af de seks udvalg har vi i år afsat 100.000 kroner til organisationer, der har gode ideer til kampagner.«
Han synes, det har været sjovt at deltage i arbejdet som den eneste privat ansatte blandt de mange højtuddannede specialister.
»Nu skal vi have DTL-folk ind i de kommunale trafiksikkerhedsudvalg, der er ved at blive dannet rundt omkring. Det er vejen til indflydelse,« mener han.
Hvordan går det i branchen?
”Rimeligt men kørsel for entreprenør- og byggesektoren er på vej ind i en nedgangsperiode, og der er ledig kapacitet. Ellers er det mit indtryk, at der er travlt hos langt de fleste af vore medlemmer. De kører mest lokalt, og halvdelen er en-bils vognmænd.
Har I chaufførmangel?
”Ikke mere. Vi manglede folk i 2007, men nu får vi uopfordrede henvendelser fra chauffører igen.
Hvad irriterer mest?
”Køre- hviletidsreglerne. De er slet ikke fleksible nok. Og tachografen, der stjæler køretid og koster mange penge især for de vognmænd, der har transporter med mange af- og pålæsninger. De kan ikke udnytte deres køretøjer og materiel fuldt ud.”
Hvordan er jeres lokale image?
”Det er ikke for godt. Bl.a. har vi mange uorganiserede vognmænd for hvem regler er ”en by i Rusland”. Og der er stråmandsvirksomhederne. Her bør Færdselsstyrelsen være langt mere håndfast og stoppe stråmændene og dermed ulovligheder. Den nuværende slappe praksis skader vores omdømme. Færdselsstyrelsen bør lave klare regler, der kan holde i retten, så vi får ryddet op. Så kan vi selv i mellemtiden få stoppet kørsel med overlæs. Det skader også vores ry.«
Hvad er holdningen til DTL arbejdsgiverforeningen?
”Positiv. Omkring halvdelen af lønsummen i vores forening er gået over til den nye arbejdsgiverforening. Den skulle være dannet for længe siden. Men omsider har vi fået den demokratisk opbyggede forening, vi har ønsket os i årevis.”
Del af serien DTL-foreninger i nærbillede. Bragt i DTL Magasinet 3/2008