8. december 2008
DTL vil holde skatteministeren fast på afgiftsløfte

Arkivfoto: Per Daugaard
”Skatteminister Kristian Jensen sagde ved regeringens fremlæggelse af infrastruktur-planen, at kørselsafgifter for lastbiler vil være omfattet af skattestoppet, og derfor vil omlægningen af kørselsafgifter være omkostningsneutral for de danske transportvirksomheder. Det vil sige, at de ikke kommer til at betale mere i skat pga. omlægningen, fordi vejbenyttelsesafgiften vil blive udfaset. Det vil DTL holde ministeren helt fast på,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard, der glæder sig over, at skattestoppet også gælder transportbranchen.
Dansk Transport og Logistik er også tilfreds med, at regeringen nu for alvor er trukket i arbejdstøjet på infrastruktur-området.
”Det er rigtigt, at regeringen nu tager fat med store investeringer på infrastruktur. 150 milliarder kroner frem til 2020 er en klar opprioritering af behovet for mere effektiv og grønnere transport af personer og gods. Men investeringsniveauet synes for lavt i forhold til det store behov, der er for både borgere og erhvervsliv. Jeg synes, det er for uambitiøst, at investeringsbeløbene ligger på ca. 7,5 mia. kr. om året, når man trækker Metroring i København og Femern Bælt-bro fra. Der er også for mange forundersøgelser med projekter, som burde blive til noget, men som foreløbigt kun er på undersøgelsesstadiet,” siger Erik Østergaard.
DTL noterer sig dog med tilfredshed, at regeringen har lyttet til Infrastrukturkommissionens anbefalinger, herunder at gøre op med tidligere tiders ”Sognerådspolitik” på området.
”Nu vil regeringen i stedet investere dér, hvor behovet er størst, og det bakker DTL helt op om. Trængsel rammer såvel den almindelige dansker som transporterhvervet hårdt,” siger Erik Østergaard.
Regeringen skal ifølge DTL være opmærksom på, at roadpricing, som er et af regeringens andre tiltag mod trængsel, er uforholdsmæssigt dyrt at opkræve – og langt dyrere end den nuværende vignet-ordning, som regeringen nu vil afskaffe. I Tyskland går ca. 20 pct. af indtægterne fra den såkaldte MAUT (kørselsafgifter for tunge køretøjer) til drift.
”Udenlandske erfaringer viser, at roadpricing og bompenge er meget dyre måder at opkræve skat på. Derudover har roadpricing ingen adfærdsregulerende effekt for lastbiler, for en lastbil skal jo bringe varer ud, uanset hvad,” siger Erik Østergaard.
Roadpricing-afgifterne indføres efter regeringens planer for personbiler i 2015, men allerede i 2011 for lastbiler.