8. december 2008
Godt med satsning på kollektiv transport
På få år er transporttiden for en lastbil i de mest trafikerede områder i Danmark fordoblet. Trængslen er et voldsomt problem for den danske transportbranche, og derfor bakker DTL op om regeringens planer om at reducere køer på vejene og trængsel.
”Jo flere, der benytter den kollektive trafik, jo mere effektiv bliver udbringningen af varer. Det er også positivt, at der skal investeres massivt i nye spor og togdrift, for det vil kunne styrke banegodsoperatørernes muligheder for at fragte gods. De muligheder er ikke gode i Danmark, bl.a. pga. kapacitetsproblemer på skinnerne og forældede kombiterminaler, hvor gods mellem tog og lastbil udveksles” siger Erik Østergaard, adm. direktør i Dansk Transport og Logistik.
DTL er også tilfreds med regeringens forslag til finansiering af de store investeringer i især togdrift.
”Forlængelse af Storebæltsbroens tilbagebetalingstid er helt i tråd med, hvad vi tidligere har foreslået regeringen og et delvist salg af DSB er også en god ide,” siger Erik Østergaard.
DTL peger på, at det er vigtigt også at tænke investeringer i veje og broer ind i planen.
”Hovedstadsområdet, Fyn og Østjylland er eksempler på områder med meget trafik og stor trængsel. Det er meget vigtigt, at regeringen hurtigt griber ind dér, hvor behovet er størst, for trafikproblemerne bliver ikke mindre i fremtiden. Tværtimod viser prognoser, at trafikken på vejene vil stige markant de næste 20 år,” påpeger DTL-chefen.