24. november 2008
Modulvogntog kan give årlig CO2-reduktion på 70.000 ton
Færre, men større lastbiler – nemlig modulvogntog. Den ændring kan give Danmark en årlig besparelse på CO2-udslippet med 70.000 ton. Det viser nye DTL-beregninger, som DTL offentliggør mandag den 24. november i forbindelse med den storstilede åbning i Taastrup af forsøget med de 25,25 meter lange modulvogntog.
"Et af transportbranchens vægtigste bidrag til at nedbringe Danmarks klimabelastninger er modulvogntog. Når man samtidig kan se modulvogntogene som en stor produktionsmæssig landvinding for transportbranchen, er der god grund til at kalde dette for en stor dag. I løbet af et år forventer vi, at der kører 1.000 modulvogntog på de strækninger, som kommer med i dette forsøg," siger DTLs adm. direktør, Erik Østergaard.
Populært sagt kan to modulvogntog gøre det ud for tre almindelige lastbiler, og det giver en gevinst af de større for transportbranchen på tre vigtige områder – miljø, trafiksikkerhed og effektivitet.
"Når der er så store gevinster ved at bruge modulvogntog, er der ikke nogen grund til, at det indtil videre kun er tilladt at bruge dem i Sverige og Finland og som forsøg i nogle lande og tyske delstater. De skal ud i Europa. Det arbejder DTL og den svenske hovedorganisation Sverige Åkeriföretag aktivt for i EU, og vi opfordrer den danske regering til at gøre det samme. Modulvogntog er kommet for at blive," siger Erik Østergaard.
Han glæder sig også over, at modulvogntogene, der kan medbringe tre 20-fods containere, kan udgøre et ideelt samspil med banetransport-sektoren.
"Banetransport er en meget vigtig del af den samlede godstransport, og med de stordriftsfordele, der er forbundet med modulvogntog, kan det på en række strækninger og med en række forskellige godstyper føre til et bedre samspil mellem bane- og vejtransport med gods," siger Erik Østergaard.