2. december 2009
DTL bifalder milliard-forlig om vejinvesteringer

Arkivfoto: Per Daugaard
Transporterhvervet får nu mulighed for at være mere effektivt. Partierne bag aftalen om den grønne transportpolitik fra januar 2009 har nemlig i dag, 2. december, indgået en ny aftale om markante vejinvesteringer, hvor der er størst behov for at udbygge kapaciteten og forbedre mobiliteten.
Den betyder, at en lang række af de mest belastede vejstrækninger i Danmark udbygges. Det gælder blandt andet udvidelse af motorvejen over Vejle Fjord, udvidelse af den vestfynske motorvej, udvidelse af Køge Bugt-motorvejen samt udvidelse af Helsingør-motorvejen.
"Vi er meget glade for aftalen. Det har kostet samfundet, herunder den danske transportbranche, et betragtelig beløb årligt, at såvel person- som godstrafikken på især en række motorvejsstrækninger har været plaget af lange køer. Nu har politikerne med afsæt i anbefalingerne fra Infrastrukturkommissionen taget fat på nogle meget væsentlige investeringer i dansk infrastruktur. De investeringer vil komme ind igen mange gange i de næste årtier,” siger Erik Østergaard, adm. direktør i Dansk Transport og Logistik (DTL).
Han ser det nye forlig som begyndelsen til en række vigtige investeringer i dansk infrastruktur i de kommende år.
”Der er et efterslæb i investeringer på såvel vej som bane, og derfor er det glædeligt, at der nu er kommet gang i såvel vej- som jernbaneinvesteringer. DTL ser samtidig frem til, at det ekstraordinære løft i vedligeholdelsesindsatsen i 2010-2013 medfører en hurtig og markant forbedring af tilstanden for belægninger og bygværker på det statslige vejnet – en forbedring, som forligspartierne lægger op til. Der er naturligvis også en række andre steder i Danmark, der skal tilgodeses, og det forventer DTL vil ske så hurtigt, som det er muligt. Skal Danmark have en førsteklasses transportsektor og i det hele taget et effektivt samfund, hvor borgere og transportvirksomhederne ikke spilder deres tid i køer, skal der være tidssvarende og moderne veje og baner,” siger Erik Østergaard.