TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
10. december 2009

Køge tester stærkt kritisabel forbudszone

Bytrafik
Arkivfoto: Per Daugaard

Mere trafik, markant øget udledning af CO2, dårligere trafiksikkerhed med bl.a. mange flere højresvingende lastbiler – og dyrere transporter. Hvilket byråd træffer en beslutning med de konsekvenser for deres by? Svaret er Køge, der netop har sat et halvandet år langt testforsøg af en forbudszone for lastbiler over 18 tons i gang i den indre by.

”Forsøget savner enhver logik, og det bærer præg af, at byrådet ikke havde fået et grundigt gennemarbejdet oplæg at se inden beslutningen. I København droppede man netop en forbudszone for lastbiler over 18 tons, fordi en uvildig rapport pegede på alt for mange negative konsekvenser ved sådan en zone,” siger DTLs cheføkonom Ove Holm.

Zonen trådte i kraft 9. december – samme dag som transportbranchen, repræsenteret ved Dansk Erhverv, DTL og Køge og Omegns Vognmandsforening havde møde med Køge Kommune om forbudszonen. På mødet gjorde organisationerne det klart, at det ikke er nogen god idé med forbudszonen ved at påvise en stribe eksempler på ulemperne:

- Lastbiler på 18 tons er ikke mindre end lastbiler på f.eks. 24 tons eller 32 tons. Forskellen består i antallet af aksler, hvor den førstnævnte har to aksler, og de to tungere har henholdsvis tre og fire aksler. Borgernes oplevelse vil derfor være mange flere lastbiler af samme størrelse.

- Der vil blive tale om en stor omvejskørsel for lastbiltrafikken (op til 15 km retur), der kører mellem Køge Havn og lokalområderne syd for Køge.

- Omledningen af netop denne trafik vil pga. af højresvingende lastbiler belaste krydset mellem Københavnsvej og Værftsvej i en grad, så trafikken om morgenen vil blive stærkt belastet.

- Forbudszonen har ikke kun betydning for trafikken i Køge bymidte, men for transporterne til og fra Køge, f.eks. mælkeprodukter fra Arla i Slagelse, hvor der over længere strækninger må køres med flere lastbiler end i dag.

”Det er ærgerligt, at transporterhvervet, forretningerne og andre varemodtagere i Køge – herunder borgerne – nu skal udsættes for dette forsøg, som efter DTLs bedste vurdering vil indebære mere trafik, dårligere trafikafvikling, dårligere trafiksikkerhed, mere luftforurening, mere CO2-udledning og dyrere transport. Det hele uden at borgerne vil opleve færre gener fra lastbiler – tværtimod. DTL vurderer, at politikerne ikke har fået et tilstrækkeligt grundlag at arbejde med, og derfor har truffet en forkert beslutning,” siger DTLs cheføkonom Ove Holm, der deltog i mødet med Køge Kommune.

På mødet drøftede parterne også mulighederne for en enkel og hurtig ansøgning om en særlig tilladelse til kørsel i Køge bymidte for lastbiler med en totalvægt over 18 tons. For at give butikkerne i bymidten tid til at omstille sig har kommunen givet de forretninger, der har brug for det, en midlertidig tilladelse til at køre med store lastbiler indtil 13. januar. Efter denne dato vil der kun blive givet tilladelse til at køre med olietankvogne, store betonelementer til byggepladser og lignende, hvor det ikke er teknisk muligt at klare transporten med mindre lastbiler.

Der er allerede givet tilladelse til olietransport, slamsugning og til en virksomhed, der har bestilt – men først til februar 2010 får leveret – en lastbiler på 18 tons.

Som supplement til indkørselsforbuddet i bymidten er kommunen ved at være færdig med en optimering af signalanlæg på ruten uden om forbudszonen, så trafikken kommer til at glide lettere.

DTL kan oplyse, at Køge Kommune den 21. december kl. 16 holder et offentligt informationsmøde på Køge Rådhus om zonen. Her vil der blandt andet blive informeret om mulighederne for at få en særlig tilladelse til kørsel i Køge bymidte.

Programmet kan hentes her

Vejledning og blanket til ansøgning om særlig tilladelse hentes her

Kortet over forbudszonen i Køge bymidte hentes her


 

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07