16. november 2009
Endelig klarhed over ny cabotage-dato

Arkivfoto
14. maj 2010. Fra denne dag gælder EUs nye cabotageregler i hele EU-området, står der i ”Forordningen om adgang til markedet”, der netop er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
Det betyder, at fra denne dato kan en lastbil, der kører i et fremmed EU-land, køre tre indenrigsture i det fremmede EU-land inden for syv dage uden at bryde de nye cabotage-regler.
En række EU-lande har allerede indført reglerne, og DTL har længe presset på for at få transportminister Lars Barfoed til at indføre de nye regler for at rette op på den ubalance, der er i dag, hvor udenlandske lastbiler på dansk grund profiterer langt mere af de uklare regler – og manglende kontrol i Danmark – end danske lastbiler gør tilsvarende i udlandet. Danmark har nemlig et såkaldt cabotage-underskud, har DTL dokumenteret.
”Cabotagekørslen – herunder ikke mindst den ulovlige cabotagekørsel – kan være en af årsagerne til de mange udenlandske lastbiler på de danske veje. DTL er derfor tilfreds med, at EU endelig har fået sat en fast cabotage-dato på i alle EU-lande og opfordrer transportministeren til at indføre de danske regler hurtigst muligt af hensyn til det trængte danske transporterhverv, så der kan etableres en mere rimelig konkurrencesituation”, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
DTL opfordrer også ministeren til at hæve bøderne for ulovlig cabotagekørsel.
”Det skal ikke kunne betale sig at bryde reglerne. I dag er bøden – for de få, der bliver stoppet – på 4.000 kr., og de tjenes nemt ind ved ulovlig cabotagekørsel med en østeuropæisk bil og chauffør. Bødestørrelsen skal have stor afskrækkende effekt, men samtidig skal der tages hensyn til, om der er tale om en enkelt ”dummefejl”, eller om der er tale om gentagne, bevidste overtrædelser”, siger Erik Østergaard.