TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
23. oktober 2009

Millioner til rastepladser og omfartsveje

Morgenmylder
Arkivfot: Per Daugaard

Trafikordførerne er i forligshumør. Efter gårsdagens jernbaneforlig indgik forligspartierne bag den grønne transportpolitik fra januar 2009 – regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, de radikale og Liberal Alliance – senere på dagen en aftale om udmøntning af penge fra de mange transportpuljer, som var besluttet i januars transportaftale.

En af puljerne sikrer 50 millioner kroner til rastepladsudvidelser.

På Sjælland kommer der en ny og bemandet rasteplads på motorvej E20ved Kongsted mellem Køge Bugt og Ringsted. Desuden udvides kapaciteten for lastbiler på de tre jyske rastepladser ved motorvejen ved Ustrup Vest ved Haderslev, Hylkedal Vest ved Kolding og Pedersminde ved Århus. 

Forligspartierne har allerede i januar øremærket 20 millioner kroner til udvidelser af tre andre jyske rasteplader nemlig Blankhøj ved Århus, Ejer Baunehøj ved Skanderborg og Ustrup Øst ved Haderslev.

Omfartsvejene
En anden pulje skaffer penge til en række omfartsveje. Det drejer sig om:

• Udbygning af Brande omfartsvej
• Nordlig omfartsvej ved Næstved med højbro og tilhørende VVM-undersøgelse.
• Nordlig hængsel til Djursland.
• 2. Etape af Slagelse Omfartsvej.

Anlægget af omfartsvejene beløber sig til 1,6 milliarder kroner, som tages fra infrastrukturpuljen på syv milliarder kroner.

Overblik over ITS-teknologien
Forligspartierne er også enige om at danne et ITS-forum under Vejdirektoratet. Opgaven bliver at få et overblik over den teknologiske udvikling for at sikre, at man vælger de rigtige løsninger. Planen er, at forummet skal være et offentligt og privat samarbejde, som også har til opgave at starte projekter og holde hale i udviklingsperspektiverne. Forummet får 5 millioner kroner.

Ny undersøgelse af højere totalvægt
Endelig afsættes der tre millioner kroner til en ny undersøgelse af behovet og mulighederne for indførelse af højere totalvægt og akseltryk. Undersøgelsen skal være færdig i efteråret 2010.

»Så vidt DTL ved, har Vejdirektoratet ellers allerede fået analyseret konsekvenserne af højere totalvægt og akseltryk. Vi håber ikke, at den ny undersøgelse vil forsinke beslutningsprocessen. Det haster nemlig med at få den nødvendige lovændringer på plads, hvis de ambitiøse klimamål skal nås” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

»Person- og godstransporten i Danmark skal inden 2020 reducere sin samlede CO2-udledning med 20 pct. I den forbindelse er højere totalvægt og akseltryk en nødvendig del. Det gavner klimaet og miljøet jo mere gods, der transporteres med den samme lastbil.  Vi har noteret os, at analysen skal være færdig i efteråret 2010,« fortsætter han.

Mangel på P-pladser rettes op
DTL ser med tilfredshed på, at løfterne fra trafikpolitikerne om flere penge til rastepladser nu er blevet fulgt op af handling. »Nu kan vi komme i gang med at få rettet op på den store mangel på p-pladser til lastbiler og den generelle mangel på rastepladser”, fortsætter DTL-direktøren.

DTL ser frem til november, hvor forligspartierne forhåbentlig kan indgå endnu en bred trafikpolitisk aftale om at igangsætte en række påtrængende motorvejsprojekter i Jylland, på Fyn og på Sjælland.

Læs om trafikaftalen og transportpuljerne her.

 


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07