TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
14. september 2009

DTL: Øgede krav til registrerede traktorer

Traktor på landevej
Foto:Scanpix
- Godskørselstilladelse ved kørsel for fremmed regning.
- Føreren skal være mindst 18 år.
- Krav om periodisk syn.

Det er de centrale, fremtidige krav til kørsel med registrerede traktorer, som DTL har fremført over for transportminister Lars Barfoed.

Det sker for at højne trafiksikkerheden og skabe lige vilkår på det meget konkurrenceprægede regionale transportmarked i Danmark

En medlemsundersøgelse fra foråret 2009 viste, at en række af DTLs foreninger i forskellige egne af landet har problemer med konkurrence fra registrerede traktorer, der kører på lovmæssig frihjul.

Der er især inden for entreprenørkørsel, kørsel med roer og foderstoffer, vinterkørsel og kørsel med levende dyr, hvor problemet er størst. 

Godskørsel med registrerede traktorer viste sig at være ligeligt fordelt mellem entreprenører, ma-skinstationer og landmænd. I en del tilfælde er godskørslen ligefrem blevet overtaget af registrerede traktorer i stedet for at blive kørt med lastbil. Trafiksikkerhedsmæssigt er det ikke en ønskelig udvikling med et voksende antal traktorvogntog på vejene.

DTL ser derfor et behov for at sætte øget fokus på vilkårene for de registrerede traktorers færden på vejene.

Traktorvogntog op til 44 tons
»De registrerede traktorer er gennem årene blevet større og større. Totalvægten på et traktorvogntog kan være helt op til 44 tons, og det er endda med to påhængsvogne. Vi ved også, at de, der bruger traktorer i større omfang, løbende arbejder på en større ligestilling med tunge transporter med lastbiler. Derfor bør der også være en justering af de regler, der gælder for registrerede traktorer – både af trafiksikkerhedsmæssige grunde og af hensyn til konkurrencen på markedet«, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

Han peger på, at godskørsel med lastbiler i dag er ekstremt reguleret, og at alt taler for, at kørsel for fremmed regning med registrerede traktorer også bør reguleres på lige fod med vognmandskørslen.

»DTL har bragt spørgsmålet om traktorer og trafiksikkerhed op i Færdselssikkerhedskommissionen. Med det omfang, som traktorkørslen nu har taget, bør der også kigges på tilladelsessiden. Den store andel af vores medlemmer, der udfører vognmandskørsel regionalt for både landbrug og byggeri - og som kører vintertjeneste - kan ikke bare se til, at traktorerne så at sige overhaler lastbilerne indenom.«.

Erik Østergaard understreger, at kravene fra DTL i første omgang omfatter registrerede traktorer. Han tilføjer imidlertid, at der efter oplysning fra medlemskredsen samtidig foregår en del ulovlig kørsel med både uindregistrerede traktorer og godkendte traktorer, der ikke lovligt kan køre gods for andre.

»Især når der skal høstes, hører vi om tilfælde, hvor man kører med gods for hinanden på alle mulige former for traktorer, og det kalder på langt større politikontrol på landevejene i disse perioder end tilfældet er i dag. Men den almindelige godskørsel med registrerede traktorer finder sted hele året«, siger Erik Østergaard.

Læs brevet til transportministeren her.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07