TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
15. april 2010

Politistyrker i Europa skal arbejde tættere sammen

Politikontrol
Arkivfoto: Per Daugaard
Opgaverne for almindeligt færdselspoliti i EU-landene har ændret sig. Politiet må tilpasse sig den nye virkelighed på vejene, hvor kriminalitet rykker frem og tilbage over grænserne uden problemer, men også hvor fx en dansk vognmand på en rasteplads i Frankrig kan være ganske hjælpeløs, når han udsættes for en kriminel handling på grund af sprogproblemer.

Det var nogle af de elementer, som blev drøftet, da TISPOL, som er den europæiske organisation for politistyrker i Europa med ansvar for færdselssikkerhed, holdt konference i Bruxelles forleden. 

TISPOLs formål er at forbedre færdselssikkerheden og lovligheden på vejene i Europa.

”Opgaven er derfor ikke kun alene at bekæmpe kriminalitet og forhindre at angreb finder sted. Men også, at hjælpe ofrene til at anmelde overtrædelserne og få hjælp så hurtigt og nemt som muligt,” siger DTLs EU-chef, Søren Hyldstrup Larsen, der deltog i konferencen.

Efter at have fokuseret på færdselssikkerhed i mange år har TISPOL i december 2009 også etableret Transport Security Activity Project, som har til formål at øge opmærksomhed, viden og god praksis i bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme i relation til tyveri af køretøjer og gods, transport af ulovlige eller stjålne varer, våben, ulovlig immigration og ikke mindst behovet for sikre rastepladser I Europa.

”DTL udtrykte på konferencen sin glæde for dette initiativ, fordi det er vigtigt at få engageret de nationale politistyrker i et tæt samarbejde. Kriminalitet er i dag grænseoverskridende – det skal bekæmpelsen derfor også være. Samtidig er der så mange forskellige initiativer i gang, ikke mindst af IRU, Europa-Kommissionen, men også af EU-landes standardisering-organer for ikke at glemme de krav, der stilles, når godset skal videre til f.eks. USA. Derfor understregede vi også, at TISPOLs initiativ hilses velkommen, hvis det kan bidrage til at samle alle disse aktiviteter, så erhvervet bedre ved, hvad der er vigtigt, prioriteret og har politiets opmærksomhed. Men et nyt initiativ, der blot kopierer andre tiltag, har vi ikke brug for,” siger Søren Hyldstrup Larsen.

Konferencen kunne også oplyse, at EUROPOL, som er et fælles europæisk kriminalpolitiorgan, der skal lette udvekslingen af oplysninger mellem EU-medlemsstaternes politistyrker og foretage kriminalitetsanalyser, har sat kriminalitet i transportsektoren på sin liste over emner, der skal tackles. Dette er vigtigt for at sikre at kriminalitet mod chauffører, køretøjer og gods får den nødvendige opmærksomhed i EUs organer.

”Konferencen fokuserede på erfaringer fra Holland og Storbritannien. Forholdene er ikke de samme i alle lande, og det er vigtigt, at TISPOL fastholder, at formålet ikke er at forsøge at ensrette politiarbejdet i alle landene. Der er nationale forskelle, der skal tages hensyn til. Men en god udveksling af ideer, erfaringer, ønsker kan føre til enighed om, hvilke fælles projekter der er behov for. Det kan kun være en fordel for erhvervet,” siger Søren Hyldstrup Larsen.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07