22. april 2010
Henning Sejer Pedersen ApS blev sidste kandidat til Årets Transportvirksomhed

Fra venstre ses kommunikationschef Martin Broberg overrække statuette og diplom i forbindelse med nomineringen af Henning Sejer Pedersen til Årets Transportvirksomhed 2010 i DTL Region Syd.
Kandidaten i DTL Region Syd til titlen som Årets Transportvirksomhed 2010 blev Henning Sejer Pedersen ApS i Bylderup-Bov ved Aabenraa i Sønderjylland. Nomineringen skete i tæt konkurrence med virksomhederne Anders Jørgensen & Sønner i Ærøskøbing og Ib G. Larsen i Ølgod. Årets Transportvirksomhed kåres den 15. maj i Forum Horsens ved Dansk Transport & Logistiks (DTL) generalforsamling. Arrangørerne bag Årets Transportvirksomhed 2010 er DTL i samarbejde med Michelin, Codan, Falck og Scania.
Handelsmand og vognmand
Vognmandsvirksomheden Henning Sejer Pedersen i Bylderup-Bov ved Aabenraa er også en handelsvirksomhed, der handler med smørings- og dieselolie, fyringsolie, halm, flis, sand, grus m.m. Vognmanden kan ikke lade være med at handle. Det ligger ham i blodet, fortæller han med et smil.
Handelsvarer skal transporteres, og så er det jo godt, at vognmanden har 7 moderne lastbiler til sin rådighed. Chauffører og lastbiler har haft rigeligt at se til de senere år, og omsætningen i virksomheden når hele tiden nye højder.
I vognmandsvirksomheden involverer man sig gerne i totale transportløsninger for kunderne, der betyder håndtering af gods- og transportlogistik udover transport fra a til b.
Kombinationen af en vognmands- og en handelsvirksomhed giver Henning Sejer Pedersen mulighed for at håndtere hele transportlogistikkæden – indkøb, transport og salg. Det giver ikke alene et større dækningsbidrag men er også en meget stor transport- og logistikmæssig udfordring i det daglige. Og udfordringer trives man med i Bylderup-Bov.
Henning Sejer Pedersen har en meget bredt anlagt vognmandsvirksomhed, hvor der udføres mange forskellige transportopgaver, herunder kørsel med stykgods, eksport, containerkørsel, gylle, grus, sand og jord. Kunderne tæller både private og virksomheder.
Bredden i kørselsopgaverne kræver fleksible lastbiler, og det har Henning Sejer Pedersen i vognparken. Virksomheden kan veksle mellem forskellige opbygninger alt afhængig af den enkelte transportopgave. En del af lastbilerne kører i 2-holdskift og en enkelt bil kørte sidste år 345.000 km, så materiellet bliver udnyttet effektivt.
Effektiviteten bliver kombineret med god trafiksikkerhed. De lastbiler som kører i bymiljø har bakkamera og cyklistkamera monteret.
God brændstoføkonomi er heller ikke vognmanden fremmed. Er der let gods på laddet, løftes der dæk på trækker og trailer. Det sparer dækomkostninger og reducerer rullemodstanden til gavn for en god brændstoføkonomi.
Henning Sejer Pedersen er virksomhedens omdrejningspunkt. Han passer telefonerne, og har derfor god berøring med kunder og leverandører. Er der problemer, springer han selv ud i bilen og kører ud for at løse dem. Det handler om engagement og at tage problemerne i opløbet. Det er ikke sjovt at holde weekend med uløste sager hængende over hovedet, mener han.
Selv om arbejdspresset kan være stort, evner Henning Sejer Pedersen også at få tid til familien og et liv ved siden af virksomheden. Han deltager bl.a. i Team Rynkebys årlige cykeltur til Paris. En cykeltur i en god sags tjeneste og med det formål at samle penge ind til Børnecancerfonden.
Ønsker kunder og leverandører at få fat i ham, kan det dog altid lade sig gøre. Han holder mobiltelefonen åben døgnet rundt.
Henning Sejer Pedersen har både på personale og kundesiden meget langvarige samarbejdsrelationer. De fleste chauffører har været mere end 10 år i virksomheden, og kunderne tæller bl.a. virksomheder fra tiden, hvor faderen drev virksomheden. Henning Sejer Pedersen sætter meget ind på at pleje og fastholde kunder og gode medarbejdere.