TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
26. april 2010

God introduktion fastholder medarbejderne

Mentorguide
Forsiden af folderen

Det er dyrt for vognmændene, når medarbejderne søger nye græsgange. DTLs nye folder, ”Godt på vej mod fremtiden – en guide til mentorforløb”, er et godt redskab til fastholdelse af nye medarbejdere.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan du byder din nye medarbejder velkommen, hvis du ønsker at fastholde medarbejderen i jobbet.
I DTLs nye folder, ”Godt på vej mod fremtiden – en guide til mentorforløb”, får du gode idéer til, hvilke emner det er en fordel at have fokus på, når du byder en ny kollega velkommen.

”Folderen fremhæver, hvordan den faglige introduktion, uskrevne regler og sproget på arbejdspladsen kan give anledning til misforståelser, der nemt kan undgås ved en målrettet indsats. Folderen illustrerer også, hvordan mentorforløb ikke behøver at være ressourcekrævende. Alle medarbejdere kan i princippet fungere som mentorer, hvis blot man gør sig nogle tanker om, hvordan man vil præsentere sin virksomhed og arbejdsopgaverne for nye kolleger,” siger projektleder Trine Lundgaard Nielsen, der har været med til at lave folderen.

Bagerst i folderen kan man se et udkast til en praktisk tjekliste til mentorforløb, som man kan lade dig inspirere af for at komme i gang med arbejdet.

Hent folderen ”Godt på vej mod fremtiden – en guide til mentorforløb” her >

Guiden er udarbejdet i tæt samspil med vognmænd og chauffører fra forskellige dele af godstransportbranchen i forbindelse med projektet ”Tag plads i førerhuset”, der skal skaffe mere kvalificeret arbejdskraft til branchen gennem ansættelse af nydanske chauffører.

Projektet er blevet til med støtte fra Integrationsministeriet og er et samarbejde mellem DTL, TransportUddannelsescenteret A/S, Foreningen Nydansker og Jobcentrene i Vestegnssamarbejdet.

DTLs medlemmer i Storkøbenhavn har p.t. mulighed for at få hjælp til at finde nye medarbejdere gennem projektet, der sideløbende tilbyder gratis mentorkurser. Kontakt projektleder Trine Lundgaard Nielsen for at høre mere på 22 76 86 78 eller tln@dtl.eu.

 

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07