TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
10. august 2010

Forældre glade for lastbilkampagne

TIØ på Egeskov Slot
Foto: Karsten Gade

En klynge lastbiler og en række beredvillige chauffører, som viste børn og forældre vejen op i lastbilernes førerhuse, var nogle af de ingredienser, der gav god feedback fra forældre, da Trafiksikkerhed i Øjenhøjde lørdag 7. august gæstede Egeskov Slot, som den lørdag var overordentlig velbesøgt af gæster.

”Når vi forsøgte af få gjort de besøgende interesserede i at besøge vores udstillingsområde ved slottet, hørte vi fra mange forældre, at de var glade for, at der findes kampagner som Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, der har til formål at få børn til at færdes sikkert op ad lastbiler i trafikken. Det er dejligt at mærke sådan en opbakning, og vi kan med glæde nu sige, at 65.000 børn i de senere år har været igennem kampagnen og fået viden om trafiksikkerhed, når de færdes sammen med lastbiler i trafikken,” siger DTL-konsulent Karsten Gade.

Sammen med DTLs øvrige partnere, som er Falck, 3F Transportgruppe, Danske Fragtmænd, Volvo Lastvogne, OK a.m.b.a. og Børneulykkesfonden, var han sammen med DTL-vognmand Bent Kjærgaard rundt på det store udstillingsareal omkring slottet for at dele information om trafiksikkerhed ud. Det førte til, at godt og vel 300 børn sammen med deres forældre besøgte trafiksikkerhedsområdet, hvor der efter undervisningen blev delt sikkerhedsveste ud til børnene.

”Ved lastbilerne var der stor interesse i på egen krop at mærke det udsyn, man har fra en lastbil – både forud og bagud i de mange spejle. Det var en øjenåbner for mange af de besøgende. Fra DTLs side kan vi kun understrege, at man som cyklist – når man holder i et kryds, hvor en lastbil skal dreje til højre – enten placerer sig så langt foran lastbilen, at man er sikker på, at chaufføren kan se cyklisten, for ellers er det bedst at blive bagved lastbilen. At køre op på siden af den ved førerhuset er farligt, for her kan det desværre være meget, meget vanskeligt at se cyklisten, hvis man er chauffør,” siger Karsten Gade.
.

 


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07