TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
2. februar 2010

DTL glæder sig over tysk forsøg med modulvogntog

Scania
Arkivfoto: Scania

Inden for de kommende uger vil den tyske transportminister Peter Ramsauer nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forberede landsdækkende forsøg i Tyskland med 25,25 meter lange lastbiler – modulvogntog. Det skriver Verkehrsrundschau, og nyheden glæder DTL.

”Vi ser store fordele for danske transportvirksomheder, hvis Tyskland ender med at godkende modulvogntog. I øjeblikket er der kun nogle få delstater, der i begrænset omfang giver tilladelser til modulvogntog. Derfor er det ikke muligt for danske modulvogntog at køre gennem Tyskland. Men et kommende forsøg i hele Tyskland er et stort skridt fremad. Vi forventer, at forsøget vil falde positivt ud, ligesom det igangværende forsøg har gjort i Danmark, og at Tyskland snarest derefter vil tillade modulvogntog,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

DTL har længe arbejdet på at få modulvogntog bredt ud i hele EU, da to modulvogntog kan medtage lige så meget gods som tre store lastbiler. Det giver bedre effektivitet, bedre miljø og bedre trafiksikkerhed.

”Når den danske transportminister skal mødes med den tyske transportminister, mener vi, at det er oplagt, at modulvogntog bringes op som emne. Den danske transportminister Lars Barfoed har været meget aktiv for at få tilladt modulvogntog i EU, og Barfoed vil med afsæt i det danske forsøg kunne få en rigtig god snak med den nye tyske transportminister, som har vist sig langt mere åben over for modulvogntog end sin forgænger,” siger Erik Østergaard.

 

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07