6. januar 2010
Fremgang vil afløse sortsynet

Arkivfoto: Per Daugaard
De dystre konjunkturmeldinger fra Danmarks Statistik bør ikke overskygge de lidt mere positive meldinger om stigende økonomisk aktivitet senere på året, mener DTL.
Meldingerne fra Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for transporterhvervet viser fortsat negative forventninger til udviklingen i både omsætning og beskæftigelse i de kommende måneder. Desuden er forventningen til det generelle forretningsklima lige nu og her helt i bund.
Årsagerne er, at det private forbrug er i bund. I stedet sparer forbrugerne op. Ydermere rammes transporterhvervet hårdt af, at byggeriaktiviteten er på bundniveau.
Og der er heller ikke nogen fremgang at spore i de seneste tal for lastbiltrafikken over landegrænsen eller over Storebælt. Forventningerne blandt både kunderne i industri og byggeri til de kommende tre måneder viser heller ikke tegn på en bedring.
Positive tendenser
»Men uanset de dårlige tal for både det ene og det andet, så er der dog også nogle meget vigtige positive tendenser at spore i de seneste tal fra Nationalregnskabet. F.eks. er bruttonationalproduktet vokset med 0,6 pct. fra 2. til 3. kvartal 2009. Det er en ganske pæn vækst på ét kvartal. Og også eksporten, importen og forbruget har bevæget sig i den rigtige retning,« siger DTLs cheføkonom Ove Holm.
Selvom de positive tal kun dækker et enkelt kvartal, trækker det trods alt økonomien i den rigtige retning, så også vognmandserhvervet vil opleve en lille fremgang i løbet af i år, tør han godt spå.
Han peger tillige på Finansministeriets seneste prognose for dansk økonomi, som forudser en vækst på 1,3 procent i år. Han hæfter sig også ved de store vej- og baneanlæg, der efterhånden vil komme i gang over hele landet. Desuden slår skattelettelserne igennem, og renten vil fortsat være lav.
Den spirende optimisme underbygges også af, at den internationale transportorganisation IRU i en prognose udsendt 4. januar forudser en vækst i godsmængderne på globalt plan (dvs. OECD) på 1,1 procent i 2010 – modsat faldet i 2009 på 3,9 procent. »Ikke prangende men dog en positiv vending,« fortsætter Ove Holm.
Men uanset om aktiviteten i vognmandserhvervet vender til det positive i løbet af 2010, vil der gå flere år, før erhvervet har genvundet det tabte. Beskæftigelsen vil næppe øges før efter 2010, vurderer DTLs cheføkonom.