TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
13. januar 2010

DTL: Udskyd kørselsafgifter for lastbiler

Erik Østergaard
Arkivfoto: Søren Svendsen. Erik Østergaard, DTLs administrerende direktør.

Udskyd de planlagte kørselsafgifter for lastbiler, indtil der er fundet et ordentligt system, der også kan overføres til personbiler.

Det siger DTL i forbindelse med den interne regeringsdebat om, hvilket kørselsafgifts-system Danmark skal vælge – og hvornår.

”Vi har indtil nu kun set systemer med alvorlige mangler – store omkostninger til administration, vanskeligheder med at udbrede systemet til alle typer af veje og så videre. Holland har derfor udskudt sin indførsel af et avanceret system i nogle år, og i Tyskland har Maut-systemet for lastbiler allerede vist markante bivirkninger. Danmark har ikke brug for at være prøveklud for systemer, som er for dårlige,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

DTL er klar til dialog med regeringen om kørselsafgifter, men understreger, at afgifterne skal være omkostningsneutrale for lastbiler i forhold til de mange afgifter, som allerede betales i dag. Den trængte transportbranche betaler nemlig i forvejen dyrt i form af brændstofafgifter (mineralolieafgift, kuldioxidafgift og kvælstofafgift), vejbenyttelsesafgift, vægtafgift og høje broafgifter. 

”Vi blev jo af skatteministeren i december 2008 lovet, at eventuelle kørselsafgifter skulle være omkostningsneutrale for branchen, men få måneder efter trak han ordene i sig igen, da regeringen indgik et skatteforlig med Dansk Folkeparti om bl.a. kørselsafgifter uden kompensation til transportens virksomheder. Men DTL står fortsat fast på, at det ikke må blive dyrere at drive transportvirksomhed i Danmark,” siger Erik Østergaard.

Læs om de tyske erfaringer med betalingsafgifter i DTL Magasinet januar 2010 >
(Se s. 5. Filen indeholder mange billeder og kan være længe om at åbne)


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07