TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
28. januar 2010

Danske vognmænd har tabt to milliarder på krisen

Morgenmylder
Arkivfoto: Per Daugaard
De seneste officielle regnskabstal, som Dansk Transport og Logistik (DTL) har analyseret, viser, at overskuddet blandt de danske vognmandsvirksomheder er faldet ganske markant siden 2007, hvor det gik allerbedst. Faktisk har faldet i overskuddet været hele to mia. fra 2007-2009, vurderer DTL.

”Der er ingen tvivl om, at transporterhvervet er påvirket meget af aktiviteten generelt i samfundet, men vi må alligevel betegne faldet som meget markant. Også set i det lys undrer det os meget, at regeringen netop har udtalt, at den vil øge beskatningen af transporterhvervet. Det hænger ikke sammen med, at mange transportvirksomheder for tiden kæmper med næb og kløer for at holde hjulene i gang,” siger adm. dir. Erik Østergaard, DTL.

Analysen bygger på virksomhedernes officielle regnskaber, som er indberettet til Erhvervs- & Selskabsstyrelsen, og omfatter selskaber med mere end fem ansatte.

Afkastningsgraden viser, hvor meget virksomheden er i stand til at forrente den samlede kapital i firmaet. Jo større tallet er, desto bedre. Afkastningsgraden er blevet mere end halveret siden klimakset i 2007 – fra 9,7 pct. i 2007 til blot 4,1 pct. i 2009, den laveste afkastningsgrad i hele perioden.

Det svarer til et fald på hele 58 pct. og står i skarp kontrast til udviklingen i de forudgående to år, hvor afkastningsgraden omvendt steg med 40 pct.

”Naturligvis er der forskel på, hvordan det er gået de forskellige typer vognmandsvirksomhed i branchen. Men samlet set kan vi desværre konstatere, at krisen har ramt erhvervet hårdt. Netop derfor er det nu centralt, at man i virksomhederne har fokus på at konsolidere og reinvestere for at bevare konkurrenceevnen,” siger Erik Østergaard.

Et andet vigtigt nøgletal er overskudsgraden, som måler, hvor stor en procentdel af virksomhedens omsætning, som bliver til overskud. Også her står det klart, at krisen har påvirket vognmandsvirksomhederne mærkbart.

”Indtil nu har vi kun indberetninger for 2009 for ca. en tredjedel af antallet af virksomheder, som indberetter til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og kun en tiendedel af dem har oplyst deres overskudsgrad. Derfor er der en høj grad af usikkerhed forbundet med tallene. Det ser dog ud til, at overskudsgraden har lidt samme skæbne som afkastningsgraden, da den også er blevet mere end halveret fra et sted mellem 4 og 5 pct. i 2007 til ca. 2 pct. i 2009”, siger Erik Østergaard.

DTL forventer, at der i løbet af 2010 kommer en lille fremgang i dansk økonomi og dermed i aktivitetsniveauet i vognmandserhvervet. Hvordan det vil afspejle sig i virksomhedernes overskud, er dog usikkert.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07