15. juli 2010
Godstransporten mærket af hård vinter

Arkivfoto: Per Daugaard
Godstransporten mærket af hård vinter
Den lange, hårde vinter og den langtrukne krise har sat et ganske tydeligt aftryk på de danske vognmandsvirksomheders transport af gods. Især den internationale transport står for skud.
Det er konklusionen, efter at DTL har gennemgået de netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik for 1. kvartal af 2010.
Både godsmængden og transportarbejdet (godsmængde x afstanden godset transporteres), som de danske biler har udført, er faldet ganske markant i 1. kvartal af 2010. Og faldet er stærkere end i 4. kvartal af 2009.
I 1. kvartal 2010 transporterede de danske lastbiler internationalt en godsmængde på kun 2.278 tusind tons, mens de udførte et internationalt transportarbejde på blot 1.048 mio. tonkm. Det svarer til, at godsmængden er faldet med 25 pct. og transportarbejdet med hele 50 pct. i forhold til samme kvartal i 2009.
”Der er ingen tvivl om, at det første kvartal af 2010 har været hårdt for vognmandserhvervet, ikke mindst pga. den overraskende hårde og lange vinter, som satte en effektiv stopklods for transport af gods. Og så må vi sande, at krisen trækker ud,” siger DTLs økonom Morten Pernø.
Positive tendenser for nationalt gods
Anderledes positivt ser det ud for den nationalt transporterede godsmængde. Siden krisens indtræden i 3. kvartal af 2008 er den faldet stærkt med hele 26 pct., men nu holder den skansen med 34 mio. ton i forhold til sidste kvartal. Den nationalt transporterede godsmængde er dog fortsat på et historisk lavt niveau.
”Efter dette kvartals afslutning har vi fået flere indikatorer på, at det går lidt bedre. Fx har både lastbiltrafikken over broerne og vognmandsvirksomhedernes forventninger til omsætning og beskæftigelse og vurdering af forretningsklimaet bedret sig i væsentlig grad, selvom de seneste tal har været påvirket af uroen omkring budgetsituationen i eurozonelandene. Det giver et tiltrængt håb for de hårdt prøvede danske vognmænd”, siger Morten Pernø.