TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
4. juni 2010

Dyretransportør frifundet i landsretten

Kreaturtransport
Arkivfoto: Per Daugaard

Dyretransportør Karsten B. Pedersen, Sønderup-Suldrup Vognmandsforretning, er blevet frikendt i Landsretten, efter at han blev dømt i byretten for at transportere en tyr diagonalt i en bås.

Det måtte han ikke, mente byretsdommeren, der idømte ham en bøde på 4.500 kroner for overtrædelse af Dyreværnsloven. I Landsretten konkluderede dommerne imidlertid, at der var plads nok til den tonstunge tyr i båsen på lastbilen, og at der ikke findes forskrifter, der forbyder dyretransportører at placere kreaturer på skrå i en bås. Desuden målte tyren 1,6 meter, så hovedet kunne sagtens bevæge sig frit hen over skillevæggene.

»Jeg er meget glad for frifindelsen. Den dom, jeg fik i byretten i Aalborg, var helt uretfærdig. Jeg valgte på stedet, at den skulle ankes til landsretten uanset bødens størrelse. Det afgørende var at få min ret,« fortæller Karsten B. Pedersen.

Sagen opstår, da en dyrlæge på aflæsningsstedet, et marked i Aars, mener, at tyren har haft for lidt plads undervejs og ikke må anbringes diagonalt i en bås. Vognmanden er uenig og kan dokumentere, at pladskravet er overholdt, og at der ikke står nogen steder om, at dyret ikke må stå skråt i båsen. Begge går hver til sit, men nogen tid efter modtager vognmanden et bødeforlæg. Han nægter at betale og går i byretten med sagen.

»Her får dyrlægen medhold - bl.a. ved at overbevise dommeren om, at dyr ikke må anbringes diagonalt. Men jeg ved, at jeg har ret og går derefter til en advokat for at få sagen for landsretten,« siger Karsten B. Pedersen.

Samtidig fortæller han om sagen til en kollega, der sidder i DTL Dyrs bestyrelse. Han går videre med sagen til juristerne hos Dansk Erhverv. Jurist Maria Nymann diskuterer omstændighederne med vognmanden og kontakter Fødevareregion Vest. Her oplyser en dyrlæge, at der ikke er anført noget nogen steder om, at et dyr ikke må transporteres diagonalt i en bås. Kravet er, at der skal være plads nok til dyret.

De oplysninger gentager fødevareregionens dyrlæge i Vestre Landsret, som derefter frifinder vognmanden, som også får sagsomkostningerne dækket.

»Sagen viser, at det kan være en god ide, at vognmændene kontakter organisationen i sådanne sager. Så drøfter vi, om der er noget at komme efter. Og det var der i denne sag,« siger Maria Nymann.

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07