TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
17. maj 2010

Stadig penge til vejanlæg for modulvogntog

Modulvogntog
Arkivfoto: Per Daugaard

Vejdirektoratet har endnu penge tilbage i puljen til vejombygninger, så der kan blive adgang for modulvogntog.

Kommuner, der vil kobles på modulvogntogsnettet kan frem til 8. juni i år ansøge om at få del i de ubrugte midler, oplyser Vejdirektoratet.

»Vi opfordrer derfor transportvirksomheder, der gerne vil være med, til at kontakte deres kommune og få sendt en projektansøgning af sted til Vejdirektoratet,« siger DTLs cheføkonom Ove Holm. Pengene vedrører alene projekter på statsvejene. Den videre justering af vejnettet helt frem til virksomheden skal fortsat gennemføres efter reglerne i den såkaldte ”Virksomhedsordning”.

Det vil bl.a. give Hundested Havn en ny chance for at blive koblet på modulvogntogsnettet, efter at en uenighed blandt forligspartierne bag modulvogntogsforsøget for nylig førte til en ny afvisning af Hundested Havn trods en årelang polemik både lokalt i byrådet og blandt trafikpolitikerne, hvor havnen både har været inde i varmen og ude i kulden.

»Udover Hundested Havn har vi kendskab til flere transportvirksomheder, der gerne vil have foretaget de nødvendige ombygninger, så modulvogntogene kan køre helt frem til deres domicil,« fortsætter Ove Holm, der vurderer, at der er et mindre, tocifret millionbeløb tilbage i Vejdirektoratets pulje til statsvejene.

P.t. er der 11 deltagere i Virksomhedsordningen for modulvogntog. Det er typisk kommuner i samarbejde med transportvirksomheder. Vejdirektoratet oplyser, at yderligere 4-5 virksomheder kobles på modulvogntogsnettet i næste måned.

En midtvejsrapport om modulvogntogsforsøget viser i øvrigt, at der ikke er registreret uheld med modulvogntog, at de især kører sidst på dagen eller om natten, og at der fortsat er nogle kapacitetsproblemer på sideanlæggene langs motorvejene.

 

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07