18. maj 2010
DTL byder velkommen til Herning

Billedet er fra Transport 2007. Arkivfoto Per Daugaard
Udstillingen Transport 2011 holdes i Herning Messecenter 6.-9. april næste år, og DTL vil som medarrangør og udstiller være klar på sin stand med spændende nyheder og debat.
»Messecentret oplyser, at næste års udstilling har større fokus på nyheder, uddannelse, sundhed og politik. Vi er enige i, at det er vigtigt, at messen finder nye veje til, hvordan det danske transporterhverv kan mødes om materiel, software og logistiske løsninger,« siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
Transportudstillingen arrangeres af DTL, Danske Busvognmænd, De Danske Bilimportører, Dansk Automobil Forhandlerforening, Foreningen af Vognimportører i Danmark (FVD) og MCH Messecenter Herning
Politisk brydningssted
»Samtidig ser vi frem til, at messen forhåbentlig kan blive et politisk brydningssted i en tid, hvor både markedet, infrastrukturen og reguleringerne jo er sat på dagsordenen af regeringen,« fortsætter Morten Lindbo.
»Vi håber dermed, at Herning i de dage kan blive et mødested for både kommunale og statslige beslutningstagere og et brændpunkt for drøftelser mellem kommunalpolitikere og folketingspolitikere samt ikke mindst europaparlamentarikere, der i fremtiden vil have så stor magt over branchens vilkår.
DTL Fordelspartner er med
Vi glæder os også til at præsentere de produkter, som DTL Fordelspartner kan tilbyde de besøgende virksomheder blandt alle de andre spændende tilbud på messen. Herning-messen er også vores messe, fordi vi dér møder beslutningstagerne i transportens verden. Vi siger derfor: Velkommen til Herning!« siger han.