TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG PÅ
4. marts 2010

DTL: Kommissionen burde vægte mobilitet højere

Europa-Parlamentet

EU-Kommissionen vil frem til 2020 blandt andet satse på udviklingen af mindre og mellemstore virksomheder, som der er en stor del af inden for transportbranchen. Det glæder DTL i forbindelse med, at Kommissionen 3. marts fremlagde sit forslag til en økonomisk vækststrategi for EU frem til 2020.

”Den ser spændende ud for transporterhvervet, for EU vil løfte alle sektorer. Og EU vil ikke mindst have alle de mindre og mellemstore virksomheder med. Dem er der i Danmark og i EU rigtigt mange af inden for transportsektoren, og de kan i fremtiden med de rette rammebetingelser være et vigtigt gods-bindeled mellem alle sektorer,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

DTL noterer sig med tilfredshed, at Kommissionen også mener, at lovgivningen i Det Indre Marked fortsat ikke fungerer godt nok, og at der derfor er behov for bedre kontrol af, om EUs medlemslande indfører lovgivningen og sørger for, at den overholdes og kontrolleres.

”Særligt for transporterhvervet, som bevæger sig over grænserne, er behovet for samme regler, samme fortolkning, samme kontrol og samme sanktioner vigtigt. Der er fortsat et stort arbejde at gøre, men det er glædeligt, at Kommissionen har taget det med i sin strategi,” siger Erik Østergaard.

Mobiliteten er dog overset i strategien.

”Vi ærgrer os over, at Kommissionen ikke nævner behovet for arbejdskraftens og godsets mobilitet, som er en af de vigtigste vækstforudsætninger. EU-området har mange trafikpropper på vejene og flaskehalse med gods, og det er vigtigt, at det enkelte EU-medlemslands investeringer i infrastruktur spiller sammen med behovene i de andre medlemslande,” siger Erik Østergaard.

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07