10. marts 2010
Til kamp mod uopmærksomme trafikanter
Alt for meget tager opmærksomheden fra kørslen.
En rapport fra DTU Transport påviser, at uopmærksomhed i trafikken er årsag til ca. 30 procent af ulykkerne. Samtidig rummer rapporten en række anbefalinger til, hvordan man undgår at blive distraheret under kørslen.
»Rapportens konklusioner er også vigtige for det professionelle transporterhverv. Det bør fx være baggrundsviden for de DTL-virksomheder, der skal i gang med at opnå certifikat som ”Trafiksikker Virksomhed”, det nye ledelsesværktøj, som DTL og Codan netop har introduceret i en moderniseret udgave,« siger DTLs trafiksikkerhedskonsulent Karsten Gade.
Han anbefaler transportvirksomhederne at læse rapporten og tage den op på chaufførmøder eller lignende.
Hovedkonklusionen er, at bilisten selv kan beslutte sig for i hvor høj grad, der skal ske ting og sager, der distraherer under kørslen.
Det skønnes, at bilister foretager forskellige former for distraherende aktivitet i ca. en tredjedel af den tid, køretøjet er i bevægelse.
Her er, hvad der især distraherer: Mobiltelefon, radio/musikanlæg, MP3-afspiller, navigationsudstyr, klimaanlæg mv., passagerer, fødevarer, soignering, tobaksrygning og vejkort.
DTU-forfatterne opdeler distraktionen i fire typer: Visuel, mental, motorisk og auditiv. Hertil kommer vrede, glæde og andre følelsesmæssige udbrud. De fleste af de distraherende aktiviteter rummer op til flere af disse elementer.
Noget af det værste er at skrive sms’er: At se på telefonen er visuel distraktion, at trykke på telefonen er motorisk distraktion og at tænke på indholdet er mental distraktion.
Anbefalingerne
Her er hvad rapportens forfattere anbefaler:
- Tag højde for trafiksituationen ved enhver form for aktivitet, der ikke er relevant for kørslen.
- Undlad aktiviteterne i krævende trafiksituationer.
- Undgå aktiviteter der gør det nødvendigt at se væk fra trafikken.
- Planlæg rejsen inden du tager af sted og tænk igennem, hvad du får brug for
- Undgå aktiviteter som du kan blive meget optaget af – herunder vigtige samtaler med medpassagerer eller høj musik.
- Undgå aktiviteter som vanskeliggør manøvrering af bilen.
Væk med unoderne
»Som professionelle trafikanter har vi et særligt ansvar for at komme af med unoderne. Ikke mindst fordi lastbilernes førerhuse er spækket med udstyr til gavn for arbejdsmiljøet og – brugt rigtigt – til gavn for trafiksikkerheden. Brugt forkert kan elektronisk udstyr distrahere fra kørslen,« siger Karsten Gade.
Undersøgelsen, ”Distraktion i forbindelse med bilkørsel”, der er gennemført med støtte fra TrygFonden, omfatter dels en litteraturundersøgelse dels en undersøgelse af 24 forsøgspersoners adfærd i DTU Transports kørselssimulator. Undersøgelsen kan hentes ved at klikke her.