31. marts 2010
DTL søger Type 4-modulvogntog

Arkivfoto: Volvo
DTL vil forbedre grundlaget for en beslutning om at gøre det danske forsøg med de 25,25 meter lange modulvogntog permanent i Danmark. Trafikpolitikerne skal nemlig tage den endelige beslutning i 2011, og det har indtil nu ikke været nemt for Vejdirektoratet at få præcise oplysninger om en af de fire typer modulvogntog.
”Det drejer sig om modulvogntogs-type 4, der jo er en almindelig forvogn-hænger-type, som må være op til 12+12 meter – altså 24. Men de kan fx være blot 19 meter i totallængde. Derfor er de ikke nemme at spotte umiddelbart, og derfor har det været vanskeligt at registrere dem. De kan fx ikke måles på Storebælt og Øresund. Derfor vil vi meget gerne høre fra virksomheder, som kører med modulvogntogstype 4, og som gerne vil interviewes af Vejdirektoratet om deres erfaringer med dem,” siger DTLs cheføkonom Ove Holm.
Evalueringen af modulvogntogsforsøget er nemlig i fuld gang. Vejdirektoratet gennemfører tællinger og interviews.
I alt var 316 modulvogntogsenheder på danske plader indregistreret ved årsskiftet. Det drejede sig om ca. 200 link-trailere, 100 dollyer og 4 sættevogne med kærretræk. Det er de tre første typer af modulvogntog, mens der ikke var registreret type 4-vogntog.
Undersøgelserne af modulvogntogsforsøget har i øvrigt vist, at det især er fødevarer og stykgods, som transporteres med modulvogntog.
Modulvogntog udgjorde ved årsskiftet lidt over to pct. af lastbilerne over Storebælt.
”Antallet af modulvogntog lever op til de oprindelige forventninger og har været i vækst i hele forsøgsperioden. Vi forventer en fortsat vækst, da vi også forventer, at der bliver flere og flere steder, hvor det bliver tilladt at køre med modulvogntog,” siger Ove Holm.