2. september 2010
Chaufførerne må selv betale deres lovpligtige efteruddannelse

Arkivfoto: MAN
Arbejdsretten har 2. september fastslået, at det er chaufførerne selv, der skal afholde omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen af den lovpligtige efteruddannelse på transportområdet.
Det glæder DTLs arbejdsgiverforening, fordi arbejdsgiverne dermed får medhold i, at det er chaufførernes eget ansvar at vedligeholde deres faglige kompetencer i forhold til den lovpligtige efteruddannelse.
”Det er godt, at spørgsmålet om forpligtelserne ved efteruddannelsen med denne afgørelse nu er afklaret – og med det forventede resultat. Det havde været urimeligt, hvis indførelsen af uddannelsen automatisk medfører en betalingsforpligtelse for virksomheden, medmindre virksomheden indgår en konkret aftale med lønmodtageren om det,” siger underdirektør i DTLs arbejdsgiverforening/Dansk Erhverv, Morten Schønning Madsen
Reglerne om lovpligtig efteruddannelse trådte i kraft på godstransportområdet den 10. september 2009. Reglerne fastsætter visse krav til erhvervschaufførers kvalifikationer og uddannelse, herunder at chaufføren er i besiddelse af et uddannelsesbevis for den lovpligtige efteruddannelse. I reglerne er blandt andet fastsat, at efteruddannelsen skal have en varighed på mindst 5 dage hvert femte år. Reglerne tager derimod ikke direkte stilling til, hvem der skal afholde omkostningerne i forbindelse med uddannelsen.
Der har mellem arbejdsgiversiden og 3F været uenighed om, hvorvidt arbejdsgiveren er forpligtet til at betale for uddannelsen og betale fuld løn til chaufføren under det lovpligtige efteruddannelsesforløb.
Det spørgsmål er nu blevet behandlet af Arbejdsretten, der i en dom af 2. september 2010 fastslår, at arbejdsgiveren ikke har nogen betalingsforpligtelse.
Arbejdsretten fastslår i dommen, at hverken bekendtgørelsen eller de relevante overenskomster på området pålægger arbejdsgiver en forpligtelse til at afholde de omkostninger, der er forbundet med ansatte chaufførers deltagelse i den lovpligtige efteruddannelse. Det gælder både uddannelsesgebyret og lønomkostninger under efteruddannelsen. En sådan forpligtelse ville kræve en konkret aftale om det, enten direkte i lovgivningen eller mellem overenskomstparterne, og det er ikke tilfældet.
Arbejdsgiver har alene pligt til at sikre sig, at chaufførerne er i besiddelse af bevis for den lovpligtige efteruddannelse, og det kan ikke sidestilles med en betalingsforpligtelse.
For yderligere information vedrørende Arbejdsrettens afgørelse, kontakt advokatfuldmægtig Rune Wiborg eller advokatfuldmægtig Rikke Dencker Broch på tlf. 33 74 60 00.