3. september 2010
DTL roser investering i vestjysk motorvej

Arkivfoto: Per Daugaard
Der kommer en motorvej på den meget trafikerede strækning mellem Holstebro og Herning. Det er et af elementerne i regeringens nye udspil ”Danmark i balance i en global verden”, og Venstres næstformand Kristian Jensen oplyser desuden til Dagbladet Holstebro-Struer, at regeringen allerede ved dette års finanslovsforhandlinger vil drøfte finansieringen af motorvejen. Til avisen siger han, at motorvejen er så godt som sikker:
”Det, vi ikke kan garantere, er, at man ikke under VVM-redegørelsen finder et eller andet, der kan komme i vejen. En meget, meget sjælden frø eller noget andet. Men nu er det regeringens officielle politik, at vi skal have motorvejen. Og at finansieringen gerne skal være på plads i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger. Tættere er det svært at komme på.”
Nyheden bringer glæde i DTL og i Holstebro Vognmandsforening.
Vognmandsforeningens formand, Henning Lauritsen, kalder det en stor gave til Vestjylland og til det vestjyske transporterhverv:
”Det her er vores store ønske i hele Holstebro-området, ja i hele det vestjyske område. Jeg håber, at vi nu kommer lidt mere med på landkortet ude vestpå – vi har været glemt i lang tid med storsygehusets placering i Herning i stedet for Holstebro og også med veje. Men nu får vi motorvej, og forleden fik vi nyheden om, at Holstebro og Struer kom med på modulvogntogs-vejnettet,” siger Henning Lauritsen med henvisning til de gevinster, som vognmænd i området nu får med modulvogntog, der kan transportere 50 pct. mere gods end almindelige lastbiler.
Nu præger taknemmelighed Holstebro Vognmandsforening:
”Vi kan ikke andet end sige tak, og når motorvejen kommer, kan vi komme meget nemmere frem,” siger Henning Lauritsen, der peger på, at den også vil føre en brændstofbesparelse med sig for lastbilerne.
I DTL siger adm. direktør Erik Østergaard, at det er vigtigt med en effektiv infrastruktur, hvis Danmark fortsat skal være et velfærdssamfund:
”Allerførst vil jeg gerne rose Holstebro Vognmandsforening for en flot kamp for at få motorvej til Holstebro. Dernæst vil jeg rose regeringen for at tænke i effektiv infrastruktur, som er vigtigt for ikke bare det danske transporterhverv, men for hele det danske erhvervsliv – og dermed i sidste ende for velfærdssamfundet. Jeg håber, at regeringen bliver i sporet og også snart vedtager en ny motorvej ad Hovedvej 13 som aflastning for den stærkt trafikerede østjyske motorvej.”