TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
12. april 2011

Sikkerheds-specialist vandt i DTL Region Syd

Kandidat til ÅTV i DTL Region Syd
DTL Region Syds kandidat til Årets Transportvirksomhed, Dennis Just (th), modtog diplom og statuette af Ole Bang, formanden for Sønderjyllands Vognmandsforening. Foto: Gwyn Nissen.

Det blev en utraditionel transportvirksomhed, der mandag 11. april blev kåret som DTL Region Syds kandidat til Årets Transportvirksomhed 2011, for Aarslev Budcentral har opbevaringssikkerhed som et stort speciale. Det er der ikke mange danske transportvirksomheder, der har.

Virksomheden blev ved et stort DTL-medlemsarrangement hos Scania Biler A/S i Vejle således valgt til at repræsentere DTL Region Syd, når den endelige vinder af Årets Transportvirksomhed findes på DTLs generalforsamling i Aalborg 7. maj.

Det var en glad leder af Aarslev Budcentral, Dennis Just, der modtog statuette og diplom af bestyrelsesmedlem i DTL Region Syd, Ole Bang Jensen, på scenen:

”Jeg glæder mig til at fortælle dette til medarbejderne i morgen. Det er deres fortjeneste,” sagde han med et stille smil.

For mere end stille bliver jubelen ikke til i første omgang, hvis man skal tro hans hustru, Bettina Just, der står for medarbejderudviklingen i selskabet og kørselsleder Sonny Hildebrand, der begge var med på scenen for at fejre nomineringen. For som de sagde:

”Det er først i morgen, han viser sin glæde. Han skal lige vænne sig til tanken først!”

Men tilbage til det med den unikke sikkerhed i virksomheden. For det er Aarslev Budcentrals datterselskab, Odense Logistik Center, der evner at kunne være sikkert lager for kunderne, og Dennis Just satser på, at det nye sikrede lagerhotel, der er Danmarks største privatbyggede lagerhotel i sikkerhedsniveau 40, vil blive populært hos kunderne.

”Jeg håber, at der kan skabes stor synergi mellem vores mere traditionelle budforretning i Aarslev Budcentral og lagerhotellet ved, at de kunder, der bruger lagerhotellet, også har brug for en transportydelse hos Aarslev Budcentral, mens kunderne i budcentralen kunne få brug for god opbevaring fra tid til anden,” siger Dennis Just.

Nu venter så finalen i Årets Transportvirksomhed 2011, hvor Aarslev Budcentral er oppe imod Vognmand Preben Andersen ApS fra Nykøbing Falster, Vognmandsfirmaet A. Thorsen 1313 fra Viborg og Dansk Møbeltransport Forenings kandidat, Hvejsel Møbeltransport A/S fra Århus.
Årets Transportvirksomhed 2011 har følgende partnere: DTL, Scania, Codan, TomTom, VBG og Dansk Autohjælp.

Mediepartner er Danmarks Transport-Tidende.

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07