TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
6. december 2011

DTL: Trængselsafgifter giver intet tilbage

Trængselskonference 5. december 2011
Erhvervslivet repræsenteret ved DTL, Dansk Erhverv og DI, gav på transportministerens konference om trængselsafgifter udtryk for en berettiget bekymring for, om en betalingsring nu bringer de trafikale lettelser og samfundsøkonomiske besparelser, der lå i alle kort hos foredragsholderne.

DTLs erhvervspolitiske chef, Ove Holm, kan slet ikke se, at den gevinst i trængselsreduktionen, der på konferencen blev henvist til, vil være noget, som erhvervslivet kan regne med ikke forsvinder ind i nye forhindringer for erhvervstransporten. Blandt andet et udtrykt ønske om en havnetunnel, som en medgift til trængselsafgifter, flød efter DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm opfattelse ud i det rene ingenting.

”Vi har fortsat en klar frygt for, at trængselsproblemerne blot flyttes fra bymidten i København til omfartsvejene, hvis der ikke kommer fornuftige alternativer til at køre igennem byen,” siger Ove Holm, der konkret ønsker noget tilbage til det erhvervsliv, der skal bidrage med store beløb til statskassen, uden at der på nogen måde er løfter om, at erhvervstransporten får nogen som helst glæde af at bløde fra tegnebogen.

Rygklappernes konference
Tonen var urban og velvilligheden stor på konferencen om bedre mobilitet og en trængselsgift i København. Hvad der kunne krybe og gå af borgmestre og erhvervsliv samt andre interessenter havde fundet sammen på Islands Brygge. I det hele taget var transportministeren lagt i en vugge af edderdun allerede fra starten. Stemmerne fra erhvervslivet om betænkelighederne ved nu regionalt at slå skatteborgere og erhvervsliv for endnu flere midler blev venligt modtaget og lagt i skuffen for alternative udmeldinger af ministeren, der havde én dagsorden i bagagen: Betalingsringen bliver gennemført!

Transportministeriet præsenterede de tre modeller som konsulentvirksomheden Tetra Plan havde udarbejdet: En såkaldt ”Ring 2 model, hvor trafikreduktionen vil være op til 4 procent, en løsning med at afgrænse ringen til Københavns kommunegrænse med et trafikfald på 7 procent – med en variant, der medtager hele Amager i ringen – og en løsning, hvor Motorring 3 indgår som grænse med et trafikfald på 8 procent. Alle modeller har fordele og ulemper, der, som ministeren bedyrede, skal undersøges nøje.

Hvad vil ministeren?
”Jeg er overbevist om, at hvis vi indretter trængselsafgiften på den rigtige måde, så kan vi få bedre fremkommelighed på vejene, reducere luftforureningen og støjen fra trafikken og samtidig få midlerne til at gøre den kollektive trafik meget mere attraktiv,” har transportministeren sagt i både sine pressemeddelelser og også udtrykt på konferencen.

Ove Holm undrer sig over denne udmelding. ”Hvad vil ministeren egentlig? Nedbringe trængslen, som fx Københavns overborgmester Frank Jensen meget tydeligt sagde var hans ønske – eller reducere luftforureningen og støjen. Eller opkræve en skat? Nu må ministeren tone rent flag – og ikke blive ved med at spille på alle heste.”

Et af hovedindtrykkene fra konference var netop, at det er uhyre vigtigt at politikerne melder entydigt ud om formålet med afgiften, og forskeren Mogens Fosgerau fra DTU var helt klar i mælet: En trængselsafgift skal målrettes trængsel og intet andet – hverken miljø eller opkrævning af skat.

Dansen om guldkalven
Debatten viste i øvrigt, at det forventede nettoprovenu på mellem 1,3 og 1,7 milliarder kroner årligt nok skal få ben at gå på. Et par ”nære” omegnskommuner nord for København havde allerede lagt en storstilet plan for en udvidelse af den kollektive trafik til deres områder med letbaner og hurtigforbindelser på tværs af fingerplanen, og de ydre omegnskommuner fiskede efter bedre togforbindelser og parkér og rejs faciliteter. Hertil kommer så erhvervslivets og privatbilisternes ønske om havnetunnelen.

”Det fremstod noget som at sælge skindet, før bjørnen er skudt, og jeg må stadig sige, at det bliver en meget dyr måde at opkræve skat på til finansiering,” siger Ove Holm, der godt kan forudse et rivegilde i hele regionen om de gode penge.

Transportministeren fastholdt, at regeringen har til hensigt at sende et lovforslag i høring i januar 2012, så det kan ligge klar til Folketingets vedtagelse inden sommerferien.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07