8. december 2011
Længe ventede regler træder i kraft 1. januar
Trafikstyrelsen har netop meddelt, at de længe ventede regler om 4-akslede sættevogne, forøget totalvægt på 4-akslede påhængsvogne og forøget bogietryk på 3-akslede kærrer træder i kraft. Det gør de per 1. januar 2012.
De ændrede bekendtgørelser indeholder følgende:
- 4-akslede sættevogne får mulighed for et tilladt bogietryk på 30 ton mod tidligere 24 ton. Der må maksimalt være tre faste aksler, og der skal være blokeringsfri bremser.
- En særlig type 4-akslede påhængsvogne (1+3) får mulighed for op til 30 ton totalvægt mod tidligere 24 ton, og den skal ligeledes have blokeringsfri bremser.
- 3-akslede kærrer får mulighed for et tilladt bogietryk på 24 ton mod tidligere 22 ton uden at have styring på nogen aksel.
De nye regler er en opfølgning på de ændringer, der skete per 1. juli 2011, hvor blandt andet den tilladte totalvægt for 7-akslede vogntog blev forøget fra 48 til 54 ton.
Trafikstyrelsen udarbejdede efter ønske fra branchen nogle yderligere forslag til ændringer, som blev sendt i høring. De nu vedtagne ændringer er kontrolleret af Vejdirektoratet og COWI og fører ganske som forventet ikke til forøget vejslid eller problemer med broer.
Ændringerne er indeholdt i en ændring af dimensionsbekendtgørelsen og en ændring af bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjer. Læs mere >
DTLs konsulent Hans Skat er meget tilfreds med de nye muligheder og finder, at de giver endnu større mulighed for effektive transporter. ”Særlig de 4-akslede sættevogne vil blive populære hos vores medlemskreds, der kører for eksempel tankvognskørsel, entreprenørkørsel og foder. Flere af vores medlemmer har stået på spring for at bestille dem til snarlig levering. Der kunne også tænkes at være en mulighed for at ændre blokvogne til 4-akslede sættevogne med de fordele det kan give.”