14. december 2011
Lang debat i Folketinget om social dumping og udenlandske chauffører

Arkivfoto: John Larsen
De konservative og Dansk Folkeparti gik sammen om et dagsordensforslag i en forespørgselsdebat i Folketinget tirsdag 13. december om social dumping. Det overtrumfes dog af regeringsblokken, som har aftalt en indsats mod social dumping I finanslovaftalen.
De to grupper forslagstillere har dog mere til fælles end med Venstre og Liberal Alliance, når det gælder formulering af en politik mod social dumping i transportbranchen. Venstre og Liberal Alliance vil nemlig ikke stemme for de to forslag ved afstemningen, der er henlagt til torsdag 15. december, og især det største folketingsparti – Venstre – blev skoset for ikke at fremlægge en politik på dette felt.
DF og K: Kontrol og registrering af udenlandske chauffører
Kim G. Christiansen (DF) havde rejst debatten om de massive problemer i transportbranchen. Han foreslog sammen med Tom Behnke (K) en vedtagelse om behovet for en forstærket indsats over for social dumping inden for transportbranchen ud over det, regeringen allerede har igangsat.
”Social dumping undergraver de danske regler og truer med at gøre det umuligt for danske chauffører at leve af at udføre deres erhverv på en rimelig måde, ligesom det udgør en trussel imod trafiksikkerheden. Der er brug for skærpet kontrol med udenlandske chauffører, hvis den danske transportbranche skal have en fremtid,” hedder det i de to partiers forslag.
Kontrol med overenskomstvilkår
Forholdet er omvendt med hensyn til registrering af udenlandske chauffører og cabotagekørsel (indenrigs godskørsel i et andet land), som de fire partier overlader til et udvalg. Det parlamentariske flertal bekræfter, at der som aftalt i finanslovaftalen nedsættes et udvalg, som skal vurdere mulighederne for yderligere tiltag generelt.
De fire partier fastslår, at der er behov for en forstærket indsats over for social dumping inden for transportbranchen, hvilket undergraver de danske overenskomster, virker konkurrenceforvridende og udgør en trussel imod trafiksikkerheden.
Firpartiblokken henviser til deres finanslovaftale om mere kontrol, flere politiressourcer og lovforslaget om skærpet bødestraf for ulovlig cabotagekørsel på transportområdet og lægger op til ”yderligere beføjelser i politiets arbejde”. De bekræfter, at der skal nedsættes et udvalg, som skal vurdere mulighederne for yderligere tiltag generelt.
DTLs forslag om tilbageholdelse af lastbiler behandles
Trafikordfører Anne Baastrup (SF) luftede mulighed for at indføre en hjemmel, der gør det muligt at tilbageholde vogntoget ved ulovlig cabotage, indtil bøden er betalt. Dette ønske fra DTL vil indgå i dumpingudvalgets arbejde.
Kontrol er vejen frem
Kontrol er den eneste måde at komme det til livs, fastholdt Kim G. Christiansen (DF). Han ønsker, at dumpingudvalget overvejer at gøre det lettere for politiet at kontrollere lastbiltransporterne ved at kræve kørselsdokumenter med i førerhuset. Endelig ønsker Dansk Folkeparti en skanning af nummerplader ved grænsen.
Kilde: Fagpressebureauet