22. november 2011
DTL roser skærpet indsats over for ulovlig cabotage

Arkivfoto: Per Daugaard
Finanslovsaftalen for 2012 mellem regeringen og Enhedslisten tager et vigtigt skridt i retning af at modvirke social dumping.
Aftalen betyder, at regeringen i indeværende folketingssamling fremsætter et lovforslag om at forhøje bødestraffen fra 4.000 kr. til 10.000 kr. for ulovlig cabotagekørsel. Politiet får årligt 10 mio. kr. i 2012 og 2013 til kontrol med cabotagekørsel, og i regi af Udvalget om modvirkning af social dumping undersøges muligheden for bedre registrering, dvs. at inddrage cabotagekørsel i RUT-registeret.
”DTL roser de kommende skærpelser. Cabotagereglerne skal overholdes, og der skal skrides ind over for ulovlig cabotage ved en effektiv håndhævelse og kontrol. I den forbindelse ser DTL RUT-registreret som et vigtigt værktøj. Det er helt afgørende for den danske vognmandsbranche, at der ikke foregår ulovlig indenrigskørsel i Danmark. Det koster dyrt for det danske samfund og ordrer for danske transportvirksomheder, hvis det er for nemt at udføre ulovlig cabotage i Danmark,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard og fortsætter:
”Vi vil gerne opfordre til, at DTL bliver inddraget i Udvalget om modvirkning af social dumping.”
Finanslovsaftalen styrker desuden den tværgående indsats mellem SKAT, politi og Arbejdstilsynet over for udenlandske virksomheder. Arbejdstilsynet, som står for RUT-registeret, styrkes i 2012 og 2013 med 25 mio. kr. SKAT tilføres årligt 20 mio. kr. og politiet 10 mio. kr. ud over de 10 mio. kr. til målrettet kontrol med cabotagekørsel.
”Den tværgående myndighedsindsats er vigtig, for det gør det muligt at kontrollere, at udenlandske virksomheder overholder dansk lovgivning, herunder arbejdsmiljølovgivningen samt moms- og skattelovgivningen,” siger Erik Østergaard.