DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

DTL: 3.-landskørsel bør helt naturligt omfattes af udstationeringsdirektivet

DTL-Danske Vognmænd ønsker styr på udstationeringsdirektivet inden en ændring af cabotagereglerne. ”Så længe der i massivt omfang foregår både løbende og permanent 3.-landskørsel og cabotagekørsel, må udstationeringsdirektivet gælde for begge områder”, siger DTLs direktør.

Arkivfoto: Chili

DTL-Danske Vognmænd bakker op om intentionerne i EU-Kommissionens forslag i Vejtransportpakken. Udstationeringsdirektivet skal naturligvis gælde både ved cabotagekørsel og ved 3.-landskørsel, mener DTL:

”Udstationeringsdirektivet gælder allerede i dag for cabotagekørsel. Problemet er bare, at det hverken håndhæves systematisk eller ensartet. At Kommissionen nu foreslår, at det også skal gælde for 3.-landskørsel – samtidig med at Kommissionen opfordrer til øget national kontrol og bedre koordinering mellem de nationale myndigheder, giver rigtig god mening”, siger Erik Østergaard, DTLs administrerende direktør.

”Man plejer at sige, at hvis terrænet ikke stemmer overens med kortet, så kan man med fordel tage udgangspunkt i terrænet. Når der foregår løbende og permanent og gennemorganiseret og systematiseret 3.-landskørsel og cabotagekørsel, så må man tage udgangspunkt i den virkelighed, og tilpasse brugen af reglerne herefter.”

”Så selvfølgelig skal udstationeringsdirektivet gælde – også på transportområdet. Når man har løbende og permanente transporter i og mellem andre lande end hjemlandet, så er man de facto udstationeret.

Den situation er velkendt og har været det i årevis. Problemet er jo, at reglerne er lavet og har været tolket, som om chaufførerne naturligvis vendte hjem til hjemlandet efter endt transport, og måske tog en cabotagetur eller to undervejs, for ikke at køre tom-kørsel. Men det er jo ikke tilfældet i virkelighedens verden. Her er chaufføren ude i uge- og månedsvis og sjældent hjemme. Og lastbilen sætter aldrig sine dæk på virksomhedens gårdsplads i hjemlandet. Dermed har vi både lastbil og chauffører kørende løbende og permanent rundt i 3.-land. Og det er dét, vi skal have sat en stopper for, kan få lov at fortsætte på hjemlandets løn- og arbejdsvilkår”, fortsætter Erik Østergaard.

DTL ønsker skærpet kontrol med cabotagereglerne og efterlyser garantier for et øget myndigheds- og kontroltryk, hvis EU-Kommissionens forslag skal virke efter hensigten:

”Vi ser rigtig gode takter i EU-Kommissionens udspil. Men det er helt åbenlyst, at værdien af forslagene står og falder med to ting: Dels at de forskellige elementer ses samlet, og at udstationeringsdirektivet også kommer til at omfatte 3.-landskørsel, som foreslået. Og dels at kontrollen styrkes, og koordineringen mellem medlemslandenes myndigheder forbedres markant.”

”I virkeligheden er der intet til hinder for, at EU-medlemslandenes myndigheder allerede nu kommer i gang med at øge kontroltrykket og ikke mindst går i gang med at få smidiggjort og skabt gode rutiner for en bedre koordinering”, slutter Erik Østergaard.