Del

Kontakt ansvarlig

John Roy Vesterholm

Chefjurist

Vintertjeneste

Her kan du læse om, hvad du særligt skal være opmærksom på i forbindelse med vintertjeneste og hvilke regler, der gælder, når du udfører vintertjeneste, og hvad DTL særligt anbefaler.

Udbud af vintertjeneste

Vintertjeneste kommer normalt i offentligt udbud. De nærmere krav og betingelser fremgår af udbudsmaterialet. Vinderen af udbuddet indgår for statsvejnettet vedkommende en kontrakt med Vejdirektoratet, og for kommunevejene en kontrakt med den enkelte kommune.

Normalt indeholder udbud om vintertjeneste bestemmelser om, at:

  • Beredskabsperioden er fra 1. oktober til 30. april.
  • Vintertjenesten skal kunne udføres på alle tidspunkter af døgnet.
  • Udkald til vintertjeneste fortrinsvis kan finde sted uden for normal arbejdstid.
  • Der skal være 2 veluddannede chauffører pr. lastbil.
  • Chauffører skal normalt møde senest 30 min. efter udkald.
  • Der er bod (bøde) for overskridelse af tidsfrister.
  • Beredskabshonorar

Når du byder på vintertjeneste, skal du særlig være opmærksom på, at betalingen (honoreringen) normalt er sammensat af følgende poster:

  • En variabel betaling, der er afhængig af arbejdsomfanget (hvor meget der køres), og
  • En række faste betalinger, herunder et beredskabshonorar.

Inden man byder, er det vigtigt at afklare, om de faste betalinger, herunder beredskabshonoraret, kommer til udbetaling også i de vintre, hvor der ikke køres, fx pga. af en mild vinter. Dette gøres ved at skriftligt at stille afklarende spørgsmål inden, at man byder på opgaven.

I forbindelse med beredskabshonoraret skal du især være opmærksom på de konsekvenser myndighedernes fortolkninger om afholdelse af ugentligt hvil har for dig som vognmand. Fortolkningerne betyder nemlig, at chaufføren ikke kan udskyde det ugentlige hvil og gemme det til senere.

Vintertjeneste: Køre- og hviletidsregler og arbejdstidsregler

Selve kørslen i forbindelse med udførelsen af vintertjeneste er undtaget fra køre- hviletidsbestemmelserne.

Alligevel har myndighedernes fortolkning om afholdelse af det ugentlige hvil indflydelse på udførelsen af vintertjeneste, særligt i weekenden. Hvis en chauffør eksempelvis har udført køre- hviletidskørsel alle dagene op til en weekend, så skal han senest afholde sit ugentlige hvil 6 x 24 timer efter afslutningen af det sidste ugentlige hvil.

Det kan betyde, at chauffører, der skal udføre snerydning eller saltning i weekenden, eksempelvis ikke må have kørt lastbil i de sidste dage op til weekenden. De skal nemlig holde hvil i løbet af ugen for i givet fald at kunne udføre vintertjeneste i weekenden.

En anden mulighed er, at der indregnes flere chauffører i beredskabet til vintertjeneste.

Endelig skal vognmanden være opmærksom på arbejdstidsreglerne, som bl.a. foreskriver 60 timers arbejde inden for en uge.

Køre- og hviletid og kørsel med ophobet sne
Efter kraftige snefald kan det ske, at ophobet sne skal køres væk (fx ud af byerne), så det ikke ligger til gene for trafikken. Dette betragtes ikke som vintertjeneste og er derfor underlagt de almindelige regler om køre- og hviletid.

 

DTL anbefaler

DTL anbefaler, at du inden, du byder, sikrer dig overblik over, hvordan betalingen (honoreringen) er sammensat, herunder særligt om de faste betalinger altid kommer til udbetaling - også i de beredskabsperioder, hvor der overhovedet ikke køres, fx pga. af en mild vinter.

Dette kan vognmanden sikre sig ved at stille skriftlige spørgsmål til udbudsmaterialet inden, man byder på opgaven.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål? Kontakt DTL

Hvis du har spørgsmål eller problemer i forbindelse med et udbud eller med din kontrakt, kan du også kontakte chefjurist John Roy Vesterholm på mail jrv@dtl.eu eller telefon 4063 6433.

Myndighed

Det er Færdselsstyrelsen, der er ressortmyndighed for køre- og hviletidsområdet.