Del

Historisk infrastrukturaftale tilgodeser godstransporten

De røde partier får tog og cykelstier, de blå partier får asfalt og veje. Og godstransporten får bedre arbejdsbetingelser. DTL – Danske Vognmænd er svært tilfredse med den nye politiske aftale om den trafikale infrastruktur til 161 mia. kr.

Adm. direktør Erik Østergaard tildeler aftalen stor ros: - Den tilgodeser mange facetter i trafikken og sikrer, at transporterhvervet kan fortsætte med at betjene danskerne på samme høje niveau, udtaler han. Erik Østergaard peger på, at der fx er afsat 50 mio. kr. til udvidelse af rastepladser. Ud fra Vejdirektoratets notat fra sep. 2018, der brutto indeholdt forslag til samlet 480 ekstra p-pladser til lastbiler, kan der med infrastrukturaftalen blive tale om på den gode side af 100 ekstra p-pladser til lastbiler på følgende steder: Hylkedal V, Tuelsø S, Øster Løgum V, Tappernøje Ø, Skærup V, Rønninge N, fortæller han.

Hovedvægt på vest men også penge til øst
Ifølge pressen er det primært i Vestdanmark, at investeringerne ligger. Aftalen betyder nemlig blandt andet, at der sættes penge af til at bygge en motorvej, hvor Viborg forbindes med motorvejsnettet mod syd. Hertil kommer et stykke af den Hærvejsmotorvej, som ikke mindst Venstre har kæmpet hårdt for.

Desuden vil den østjyske motorvej E45 i 2035 blive udbygget for 6,2 milliarder kroner.

Men også på Sjælland er der planlagt nye motorveje og udbygninger af eksisterende motorveje på vej. Det gælder særligt Kalundborgmotorvejen, Frederikssundmotorvejen – men først i 2025 – en motorvej til Hillerød, en motorvej ved Næstved, og en motorvej på Amager og ved Ring 4 i København.

Og så afskaffes brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys bro i Frederikssund. En sag, der længe har drillet de lokale vognmænd.

Samtlige Folketingets partier står bag en aftale, hvor man har besluttet, at der de næste 14 år frem til 2035 skal bruges 161 mia. kr. på at bygge flere veje, broer, cykelstier og jernbaner.

Der skal bruges 64 mia. kr. på veje, 86 mia. kr. på jernbaner og kollektiv trafik, mens 11 mia. er afsat til forskellige puljer. 55 mia. kr. vedrører projekter, der allerede er sat i gang.

De røde partier kan glæde sig over, at der kommer en helt ny jernbane fra Aarhus til Silkeborg via Galten til 2,2 mia. kr., hvor arbejdet sættes i gang i 2026, at der kommer flere letbanestrækninger og BRT-busser for over 3 mia. kr., ligesom der bliver bygget S-tog til Roskilde. Der er også afsat ca. 1,3 mia. kr. til batteritog især til mindre jyske jernbanestrækninger f.eks. Holstebro-Skjern – ligesom det skal undersøges, hvordan man kan bruge batteritog også i landsdelstrafikken.

Bedre arbejdsbetingelser
Endelig er der i aftalen afsat 3 mia. kr. til flere og bedre cykelstier, ligesom der er afsat 3 mia. kr. til at bekæmpe støj fra trafikken. Hertil kommer en tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus, mens man i Aalborg kan se frem til en 3. Limfjordsforbindelse til 7 mia. kr.

Og transporterhvervet tildeles 275 mio. kr. til udrulning af en drivmiddelinfrastruktur for den tunge transport i senest 2022. Alt sammen noget, der sikrer, at transporterhvervet får luft omkring sig og bedre arbejdsbetingelser og forsyningssikkerhed.

- Aftalen er på mange måder historisk. Det er formentlig den største aftale om trafik og infrastruktur nogensinde, ligesom det er historisk, at alle Folketingets partier er med i aftalen, siger Erik Østergaard, der også peger på den positive indvirkning på beskæftigelsen.

Se aftaleteksten her