Mobilitetsstrategi mangler simpel realisme
EU-Kommissionen har stirret sig blind på antallet af brint- og eldrevne lastbiler i den grønne omstilling af transporten. Vær dog realistisk, også når det gælder vejtransportens bidrag til forsyningssikkerheden og vognmændenes mulighed for at tjene investeringer i nyt materiel ind, skriver Europa-parlamentariker Søren Gade (V).
Den 9. december landede EU’s mobilitetsstrategi, og selvom strategien indeholder en række gode punkter, sad jeg tilbage med en overskyggende følelse. For hvor er realismen?
Det styrende tema i strategien er ikke overraskende den grønne omstilling. I 2030 vil Kommissionen have minimum 80.000 brint og el-lastbiler på vejene. Kald mig gerne sort seer, men jeg savner en forklaring på hvordan.
Vi mangler infrastrukturen, og teknologien er desværre stadig meget dyr. Derfor havde jeg håbet på et større fokus på lastbiler, der benytter sig af brændstof, der har en lav udledning, såsom biogas eller biometan, fremfor et ensidigt fokus på lastbiler, der intet udleder.
Det må være summen af de klimagasser, der bliver udledt, der tæller. Ikke hvor mange el og brint lastbiler, vi har. Derudover skal vi have for øje, at klimaet er ligeglad med, hvor drivhusgasserne bliver udledt. Elektriske køretøjer batter jo først rigtigt, når vi er sikre på, at de ikke kører på strøm fra fx polske kulkraftværker.
Unødigt pres på transporterhvervet er ikke vejen frem
EU har en målsætning om 90 procent reduktion af drivhusgasser fra transportsektoren i 2050.
Kommissionen mener, at vi opnår det, ved at godstransporten kommer på skinner. I 2030 skal vi derfor have 50 procent mere gods på vores jernbaner og i 2050 100 procent mere. Det, mener jeg, er urealistisk.
Jeg tillader mig stilfærdigt at minde om, at det ikke var vores jernbaner, der sikrede forsynings kæderne, da hele verden skreg på håndsprit og mundbind. Lad os hellere fokusere på, hvordan vejgodstransporten i samarbejde med jernbaner, havne og lufthavne kan blive mere grøn, i stedet for en ensidig favorisering af en enkelt transportform.
Kommissionen drømmer samtidig også om 100 klimaneutrale byer i 2030. Det vil jeg og Venstre også gerne have. Dog skal vi huske på, at der er en række udfordringer ved at gøre vores byer helt klimaneutrale allerede i 2030.
Et eksempel på en branche, der vil være meget udfordret, er byggeriet. Når man som entreprenør investerer i en kran, så skifter man den ikke lige ud, før den som minimum har tjent sig selv ind. Det samme gælder for en vognmand, der investerer i en lastbil. Vi er nødt til at bruge nutidens teknologi for at bygge fremtidens klimaneutrale byer, og det kan vi altså ikke uden at udlede. Jeg synes derfor, at fokus bør være på overordnede reduktionsmål fremfor enkelte klima neutrale byer.
Misforstå mig ikke: Jeg støtter fuldt op om EU’s målsætninger på klimaområdet. Og vi kommer ikke uden om transportsektoren, der i dag står for en fjerdedel af vores udledning. Vi bliver bare nødt til at gå realistisk til værks. Ellers ender vi med dyre løsninger og et unødigt hårdt presset transporter hverv.