Del

Prisvinder: Grønne løsninger bliver konkurrenceparameter

Køretrænere, grønne regnskaber og genanvendelse er blandt de tiltag, der bragte Frede Andersen og Søn A/S i Næstved Den Grønne Transportpris.

Mange bække små… Klicheen dækker fint over de grønne tiltag, som tilsammen sikrede Frede Andersen & Søn A/S (FAS) i Næstved førstepræmien i DTL’s Den Grønne Transportpris 2023. I modsætning til mange andre transportvirksomheder med grønne ambitioner har FAS nemlig ikke købt elektriske lastbiler endnu, oplyser adm. direktør Peter Andersen. 

- Nogle har jo købt en ellastbil. Det er et stort skridt, for det er en stor investering. I stedet for har vi lavet mange mindre tiltag i grøn retning. For nogle år siden ansatte vi fx en tidligere kørelærer som køretræner på deltid. Det er en lille ting, men i dag vil vi faktisk gerne ansætte en mere nu på fuld tid. Køretræneren kører med vores chauffører og hjælper dem til at forebygge skader på bilerne og ikke mindst til at køre økonomisk. Det er ikke altid, du som chauffør lige tænker over din kørestil. Så han lærer dem at bruge bilen rigtigt. Det har konkret ført til, at brændstofforbruget er mindsket, siger han. 

Køretræneren er ude at køre med chaufførerne ugentligt. Det er fast arbejde med over 100 lastbiler. Køretræningen har medført et fald i CO2-udledningen fra FAS. Hvor stort ved Peter Andersen ikke endnu. 

Næste tiltag i virksomhedens grønne strategi er derfor at udarbejde et grønt regnskab. 

Grønt regnskab på vej 

Til at udarbejde det regnskab har FAS ansat en miljøteknolog. 

- Vi genererer en masse data fra lastbilerne, som vi gerne skulle kunne bruge til noget. Det har vi ikke samlet endnu, og det skal vores miljøteknolog gerne gøre. Det, der bremser os i den grønne omstilling, er, at vi mangler udgangspunktet. Så længe vi ikke ved, hvor grønne vi egentlig er, er det svært at forbedre sig, siger Peter Andersen, der oplyser, at FAS vil købe ekstern hjælp til at sætte skub i processen for præmien på de 25.000 fra Den Grønne Transportpris. 

- Når vi har et samlet overblik over vores data, vil vi gerne kunne give vores kunder to tilbud. Et, der viser den mindst CO2-belastende løsning og et andet, der viser den billigste pris. Så får kunderne mulighed for at vælge den grønne løsning til. 

Vil ikke betale grønne løsninger... endnu  

Ikke at Peter Andersen og FAS nogensinde har oplevet, at kunder prioriterer klimavenlighed frem for pris. Et eksempel er det HVO-dieselanlæg, som olieselskabet YX har sat op på FAS’ plads i Roskilde. 

- Vores biler kan køre på det klimavenlige HVO, men HVO er dyrere, og sagen er jo desværre, at der ikke er nogen, som vil betale for det. Så vi tanker næsten aldrig HVO der. Faktisk har jeg ikke en eneste kunde, som vil betale mere for tingene, fordi de er grønne. Men det kommer, det tror jeg på. Vil man differentiere sig i forhold til konkurrenterne, er det de her parametre, man skal kunne måle på. Det bliver et konkurrenceparameter at kunne levere grønne regnskaber og dokumentation for CO2-belastningen, siger han og efterlyser hjælp fra den offentlige sektor. 

- Det offentlige burde være den gode og sige, at andre faktorer end prisen skal gælde. Men i sidste ende er det altid prisen, som er det afgørende, også ved opgaver for det offentlige. Hvis ikke det offentlige kan, hvem skal så kunne? De bør booste markedet.  

Automatiske presenninger 

Af andre grønne tiltag, som FAS har arbejdet med, nævner Peter Andersen automatiske presenninger på kærrebiler. 

- Vi har investeret i ti kærrebiler med automatiske presenninger over forvogn og hænger. Yderligere fem er på vej. Presenningerne reducerer vindmodstanden med mindre brændstofforbrug og mindre CO2-udledning fra vogntogene til følge. Det er faktisk ikke en lille ting. Presenningerne er en ret dyr investering. 

Som flere af de andre kandidater til Den Grønne Transportpris arbejder FAS også med affaldshåndtering. 

- Vi gør meget ud af at upcycle (gøre genanvendeligt, red.) noget af det affald, som vi har med tilbage fra kunderne. Fx leverer vi genbrugstræ til brug på byggepladser. Og så har vi fået tilskud til en neddeler til affaldsplast. Den skal neddele plastikken, som kan smeltes om og bruges til at 3D-printe huse af. Det smarte ved husene er, at når de engang skal rives ned, kan plastikken smeltes om og genbruges nok en gang. 

FAS har flere ambitioner på det grønne område. Fx vil man gerne stille en vindmølle op på bakken ved hovedkvarteret uden for Næstved. Et område med solceller er også på tegnebrættet. Alt sammen så man kan blive selvforsynende med strøm. 

El-lastbiler ikke klar endnu 

Tilbage til elbilerne, som er det store dyr i åbenbaringen, når det gælder grøn omstilling af den tunge transport. Det bliver ikke foreløbigt hos FAS, og det ændrer den nyligt vedtagne kilometerafgift ikke på. 

- Jeg tror faktisk ikke, vi kommer til at anskaffe elbiler. Vores lastbiler kører tæt på 500 km hver dag. Vores biler kører ud i jord og i grusgrav og op og ned i terræn. Det kræver noget ydelsesmæssigt, og der er vi ikke endnu, når det gælder elektriske lastbiler. Dertil kommer, at el-infrastrukturen i Danmark er helt utilstrækkelig. Vi mangler rammerne, vi kan arbejde indenfor. Vi kunne køre på HVO eller biodiesel, men der er noget økonomi, som skal være på plads. Jeg mener, at der vil komme til at være flere typer brændsel til tung transport i fremtiden og ikke kun el. Og den rejse er vi klar til at tage, men hvis økonomien ikke hænger sammen, så dur det jo ikke. Det er for dyrt at bruge alt andet end diesel, konstaterer Peter Andersen. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2023